n HISTORISK KEMI perioden bidrog til tidsskriftet, var ingen ringere end Albert Einstein. I 1906 blev Emil udnævnt til professor i fysisk kemi ved det tekniske universitet i Danzig, der i dag kendes som den polske by Gdansk, men dengang var tysk. Parret tilbragte tre år i Danzig, hvor de blandt andet skrev en fælles artikel om binære væskeblandingers termodynamik, der blev udgivet af Videnskabernes Selskab i København. Det var Margretes sidste videnskabelige arbejde på sit modersmål. Årene i Danzig var en lykkelig blanding af travlt arbejde, konferencer, familieliv og rejser. Således tog Margrete og Emil, efter at have parkeret lille Walter hos bedsteforældrene i Danmark, i 1908 på en lang og dengang eksotisk rejse gennem Norge, der sluttede i Nordkap. Som det fremgår af Margretes breve til sin mor, var hun vildt begejstret over midnatssolen og den pragtfulde norske natur. Opholdet i Danzig var dog ret kortvarigt, for allerede i 1909 udvandrede familien til det både videnskabeligt og geografisk fjerne Sydamerika. Fjernt fra Danmark I byen La Plata cirka 50 kilometer fra Argentinas hovedstad Buenos Aires var et nyt universitet blevet grundlagt i 1905. Universitetets ledelse ønskede en tysk leder af det fysiske insti- tut og valgte Emil Bose som den bedste kandidat. Emil accep- terede det ærefulde, men vanskelige hverv, idet han betingede sig, at Margrete skulle følge med som ekstraordinær professor. Da familien Bose i sommeren 1909 ankom til La Plata, blev de to forskere hilst velkommen af den lokale presse, der hyldede Margrete, som var hun en ny Marie Curie. Arbejdet med at indrette det nye fysikinstitut var tungt og opslidende, men det lykkedes Emil, med hjælp fra Margrete, at skabe en moderne institution, der ikke stod tilbage for de bedste i Europa. I en lang og detaljeret artikel i Physikalische Zeitschrift beskrev Margrete det færdige institut og dets tilblivelseshistorie. Selv om Margretes primære arbejde var undervisning af de studerende, fandt hun også tid til videnskabelig forskning. Som ansat ved et institut for fysik bevægede hun sig i stigende grad fra den fysiske kemi mod den rene fysik, sådan som tilfældet var med en eksperimentel artikel om hydrodynamik skrevet sammen med Emil. Hun publicerede stadig mest på tysk, men efterhånden også på spansk, som hun hurtigt lærte sig. Margre- te trivedes i Argentina, men hendes situation ændredes brat, da 36-årige Emil i maj 1911 døde af tyfus og efterlod hende som enke med ansvaret for 6-årige Walter. I skyggen af første verdenskrig Margrete havde ganske vist en stilling ved universitetet i La Plata, men hun var usikker på, om den ville blive forlænget og om hendes fremtid lå i Argentina eller i Tyskland (Danmark var udelukket, for her kunne kvinder endnu ikke få en fast akademisk ansættelse). I denne periode af tvivl og usikkerhed rejste hun til Europa, hvor hun kortvarigt arbejdede på Nernsts laboratorium og også besøgte sine forældre i Danmark. Sammen med Walter tog hun i 1915 endnu engang til det nu krigsførende Tyskland, som hun nåede efter en langvarig og dramatisk rejse. Krigen gjorde det umuligt at vende tilbage, så hun blev i Tyskland indtil foråret 1919. Hendes værdifulde erin - dringer om de svære krigsår og den følgende våbenstilstand blev udgivet som et skrift på både tysk og spansk. Da Margrete ende- lig kom tilbage til La Plata, var hun ikke længere velkommen og det tog hende mere end to års bitter strid med myndighederne, før hun blev genansat i en stilling som titulær professor. Margrete, der nu var blevet til Margarita Heiberg de Bose, besluttede sig for at blive i Argentina og i sin nye stilling fortsatte hun med at undervise og skrive både videnskabelige og populære artikler. I 1937 fik hun argentinsk statsborger - En af Margrete Boses videnskabelige artikler, her fra Zeitschrift für anorganische Chemie , 1905. skab. Sammen med en anden La Plata-fysiker, Ramón Loyarte, anvendte hun spektrofotometriske metoder til at undersøge de tilsætningsstoffer, der er i den opkvikkende te kaldet maté fremstillet af blade fra matébusken. Arbejdet fra 1928 er blevet fremhævet som et tidligt eksempel på videnskabelig fødevare- kontrol. Også efter sin pensionering i 1941 var Margrete travlt optaget af skriverier og foredrag, herunder oversættelser af bøger fra dansk eller tysk til spansk. Eftermæle Margrete Bose døde den 16. juli 1952, 86 år gammel, og blev begravet ved siden af sin mands gravplads på en kirkegård i La Plata. Hendes liv og karriere var i høj grad præget af, at hun var en kvinde i en verden af mænd. Da hun og Emil i 1910 del - tog i en stor videnskabelig kongres i Buenos Aires med næsten 1.000 deltagere, var hun ene høne i hønsegården. Margrete var da også sympatisk stemt over for bølgen af kvindefrigørelse, men uden at være feminist eller tage aktiv del i bevægelsen. Hun opfattede ikke sig selv som rollemodel for unge kvin- der med videnskabelige ambitioner. Da hun i 1914 var på besøg i Danmark, bragte Dansk Kvindesamfund en artikel om hende i bladet Kvinden og Samfundet , hvori det hedder, at ”Foruden fru Curie i Paris . er Margrete Bose vistnok den eneste kvinde, som beklæder en universitetsprofessors stilling i fysik”. Ved samme lejlighed blev hun interviewet af Roskilde Dagblad , hvor hun gjorde det klart, at hendes eneste bidrag til kvindefrigørelsen var indirekte, nemlig gennem sit arbejde og sin videnskabelige anerkendelse. ”Det er på den måde, jeg bedst kan bidrage til kvindernes frigørelse”, sagde hun. Mens Margrete Heiberg alias Margrete Bose som nævnt er glemt i hendes fædreland, er det ikke tilfældet i Argentina, hvor hun stadig mindes som en videnskabelig pioner og vigtig skik- kelse i landets videnskabs- og kulturhistorie. Det meste, der er skrevet om hende, er da også af argentinske forfattere og hovedsa- geligt på spansk. Den bedste beskrivelse på engelsk er en artikel fra 2005 af Emily Hunter og Lewis Pyenson i tidsskriftet Saber y Tiempo (Viden og Tid), der nemt kan findes via Google Scholar. E-mail: Helge Kragh: helge.kragh@nbi.ku.dk 26 Dansk Kemi, 106, nr. 1, 2025 -
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Dansk Kemi her
TechMedias mange andre fagblade kan læses her