n BIOTEKNOLOGI af radioimmunologiske metoder (jf. antistoffernes reaktion), hvilket førte til opklaringen: det stof, der var ansvarligt for immunreaktionen, var glicentin. Et peptid på 69 aminosyrer, som indeholdt hele glukagon-sekvensen, men som var forlænget med flere aminosyrer i begge ender [5,6]. Ved hjælp af studier på bugspytkirtler isoleret fra grise, blev det fastlagt, at stoffet ingen virkning havde på insulinsekretionen [7]. Men yderli - gere undersøgelser viste, at glicentin formentlig repræsenterede et forstadium for hormonet glukagon [8]. På daværen - de tidspunkt fik hormonforstadier meget opmærksomhed - det var lige vist, at alle peptidhormoner dannes fra større forsta- dier, og at forstadierne muligvis kunne give ophav til mere end ét biologisk ak- tivt produkt [9]. I tilfældet glicentin ville dette blive kløvet differentielt og således give ophav til glukagon i bugspytkirt- len og til glicentin (og et fragment) i tarmslimhinden [10]. Imidlertid viste yderligere forsøg, at glukagonforstadiet måtte være større end de 69 aminosyrer i glicentin, formentlig 160-180 ami - nosyrer (som vist i forsøg med såkaldt cellefri translation) [11]. Hvad kunne der være i resten? Forstadiemolekylet blev identificeret og dernæst GLP-1 På den tid holdt molekylærbiologien sit indtog, og i 1983 lykkedes det en amerikansk molekylærbiolog, på basis af mRNA fra langerhanske øer fra 400 hamstere at klone det første glukagon- forstadie fra et pattedyr [12]. Den kom - plementære DNA-sekvens, som svarede til 160 aminosyrer, viste ganske rigtigt, at glicentin udgjorde den ene halvdel af forstadiemolekylet, men i den anden be- fandt der sig hele to glucagon-lignende sekvenser, der var indrammet af basiske aminosyrer, som man vidste, ville være potentielle kløvningssteder. Disse sekvenser blev snart syntetise- ret og der blev udviklet radioimmun analyser for hvert af dem [13]. Stoffernes n Radioimmunologisk metode, ra- dioimmunanalyse , er en sensitiv og specifik teknik til måling af tilstedeværelse og koncentration af et antistof eller et antigen, for eksempel hormoner. Radioimmu- nologiske metoder har meget høj sensitivitet. I nogle systemer kan man måle koncentrationer så lave som 10-14 mol/l. Også specificiteten er usædvanlig høj. skæbne i organismen kunne derfor følges. Det viste sig, at også denne del af forstadiet bliver behandlet forskelligt i tarm og bugspytkirtel [14]. I bugspyt - kirtlen forbliver hele resten af forstadiet med de to glukagonlignende sekvenser samlet som et stort peptid (Major Pro- glucagon Fragment), mens begge de to sekvenser tilsyneladende bliver frigjort i tarmen. Det kunne endvidere vises på levende præparationer af henholdsvis tarm og bugspytkirtel fra gris, at de to sekvenser også bliver udskilt ved pas- sende stimulation [14]. Men ingen af de to peptider havde nogen virkning på insulinsekretionen fra bugspytkirtlen. Det blev derfor besluttet at isolere og renfremstille de to peptider fra eks- trakter af menneske- og grise-tarm, og nu viste det sig, at det ene af de glukagon-lignende peptider (GLP-1) særdeles effektivt og potent stimulerede insulinsekretion [2]. Sekvensanalyse af det renfremstillede peptid viste, at peptidet var seks aminosyrer kortere end det forudsagte, og desuden var amideret C-terminalt [2,15]. Hormonet betegnes derfor i dag GLP-1 (7-36)amid. Radioimmunanalyserne viste, at (begge) de glukagonlignende hormoner kunne findes i den humane blodcirkulation og bliver frigivet i forbindelse med ind- tag af et måltid [13], og GLP-1 kunne forklare en del af den måltidsrelaterede insulinsekretion, den såkaldte inkretin- virkning [16]. Senere forsøg med GLP-1 receptor antagonister viste desuden, at det faktisk var GLP-1, der var ansvarligt for hypoglykæmien hos de mavesårs opererede patienter [17]. Udviklingen af medicinske applikationer baseret på DPP-4 hæmmere Alt dette var ny og banebrydende fysiologisk indsigt, men ville det også have klinisk interesse? En virkning på sukkersyge forekom usandsynlig, fordi insulincellerne var syge hos disse patienter; et andet insulinfrigørende hormon, GIP, havde ingen virkning [18] og patienterne så ud til at have mistet inkretinvirkningen [19]. På den anden side viste forsøgene på den isolerede bugspytkirtel, at GLP-1 også hæm - mede glukagonsekretionen [20], som er forøget hos diabetespatienter og bidrager til det forøgede blodsukker, så måske alligevel? Videre forsøg viste, at hormonet også havde kraftig virkning på mavesæks tømning og de øvrige bevægelser i mave-tarm-kanalen såvel som på se- kretion af mavesyre og bugspyt [21]. På den tid var man begyndt at interessere sig for tarmens betydning for regulering af fødeindtagelse, og det viste sig, at GLP-1 dosis-afhængigt kunne hæmme appetit og fødeindtagelse hos mennesker [22]. Alt dette var lovende i forbindelse med type 2 diabetes, og i 1993 fik en gruppe patienter med ret fremskreden diabetes en opløsning af GLP-1 injiceret direkte i en blodåre. Det viste sig, at de- res blodsukker, som var meget højt, blev fuldstændig normaliseret i løbet af fire timer [23]. Det var et stort øjeblik. Nu fulgte arbejdet med at ”oversætte” denne virkning til praktisk klinik. Det blev forsøgt med indsprøjtninger under huden, men det fungerede ikke rigtigt, for virkningen var ringe og kortvarig, og gav man for meget stof, fik patienterne kvalme og kastede op [24]. Det viste sig, at hormonet i løbet af få minutter bliver nedbrudt af et enzym, DPP-4 (dipeptidyl peptidase-4) [25]. Men det kunne vises, at hvis man hæmmede enzymet, ville kroppens eget GLP-1 hormon overleve længere og derfor virke bedre [26,27], og dette blev starten på udviklingen af DPP-4 hæmmerne (sitagliptin, Januvia) til diabetesbehandling, som blev en verdensomspændende succes og stadig bruges i vidt omfang. Den seneste udvikling med revolutionerede effekter på vægttab Man kunne jo også prøve at stabilisere GLP-1 hormonet, og her kommer Novo Nordisk ind i billedet. I Bagsværd havde man erfaring med at stabilisere insulin-molekylet ved acylering, til- hæftning af en fedtsyre. Herved binder det acylerede molekyle til albumin i blodet og er så beskyttet mod både en- zymer og eliminering i nyrerne. Tricket virkede og hermed opstod liraglutide n ”Opdagelser bag Novo Nordisks slankemedicin Wegovy kom ikke fra et laboratorium i udlandet. Det var grundforskning ledet af profes- sor Jens Juul Holst på Københavns Universitet, der lå til grund. Ingen kunne forestille sig, at Holsts op- dagelse fra 1986 af et basalt tarm - hormon, GLP-1, engang i fremtiden ville være en væsentlig grund til, at Danmark i disse dage er i økono- misk vækst”. Citat fra professor Jesper Svejstrup, leder af Center for Gene Expression (CGEN), Københavns Universitet, bragt i Weekendavisen den 30. august 2024. 12 Dansk Kemi, 105, nr. 6, 2024 -
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Dansk Kemi her
TechMedias mange andre fagblade kan læses her