BIOTEKNOLOGI n Hvor kommer GLP-1- receptor agonisterne (Ozempic, Wegovy) fra? Om opdagelsen af GLP-1 og erkendelsen af virkningerne på metabolisme og fødeindtagelse. n De langerhanske øer er bugspytkirt- lens endokrine væv, der er distribu- eret som små øer i det exokrine væv. De langerhanske øer består af fire forskellige slags celler: • betaceller, som producerer insu- lin (50-80 procent). • alfaceller, som producerer glyka- gon (15-20 procent). • deltaceller, som producerer soma- tostatin (3-10 procent). • PP-celler, som producerer pank- reatisk polypeptid (1 procent). Illustration af GLP-1’s virkningsmekanisme in vivo. GLP-1 frigives fra tyndtarmen efter måltidsindtagelse og øger glukose-stimuleret insulinsekretion (inkretinvirkning). DPP-4 omdanner hurtigt GLP-1 og GIP til deres inaktive forbindelser. Hæmning af DPP-4-aktivitet forhindrer nedbrydning af GLP-1 og GIP, og øger derved inkretinvirkning. Det nyligt fri- givne GLP-1 kan påvirke nerver i tarmen, som sender signaler til hjernen. Sådan reguleres appetit og fødeindtagelse. GLP-1 (GLP-1 receptor agonister) indgivet som injektion kan nå områder i hjernen direkte og derved påvirke fødeindtagelsen. Af Jens Juul Holst 1,2 og Frederike Sass 1,3 1 Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, Københavns Universitet 2 Biomedicinsk Institut, Panum Instituttet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet 3 Center for Adipocyte Signaling (ADIPOSIGN), Syddansk Universitet, Odense GLP-1 er et peptid-hormon på 30 ami - nosyrer, som frigives fra kirtelceller i tarmslimhinden i forbindelse med mål- tidsindtagelse. Det har vist sig at spille en rolle for blodsukkerreguleringen, men har også effekt på mæthedsfølelse og fødeindtagelse, og disse effekter kan i dag udnyttes i form af langtids- virkende analoger af hormonet, som er sensationelt effektive, dels hvad angår reguleringen af stofskiftet ved type 2 sukkersyge og dels med hensyn til at fremkalde vægttab hos svært overvæg- tige. I forbindelse hermed nedsættes risikoen for udvikling eller forværring af hjerte-kar-sygdomme, nyreskader og kognitive problemer. Der er derfor tale om et af de største fremskridt nogen- sinde inden for behandlingen af disse sygdomme. Men hvor kommer hormo- net fra? Patienter med for lavt blodsukker ledte til de første spor af et vigtigt inkretinhormon Hormonet blev beskrevet første gang i 1986 [1,2]. Baggrunden var et ønske om at forstå, hvorfor nogen patienter, som blev opereret for mavesårssygdom, der var et stort problem i 1970’erne, udviklede hypoglykæmi, dvs. for lavt blodsukker, efter indtag af et måltid. Hypoglykæmien skyldtes klart en over- drevet insulin-sekretion, og eftersom det skete ved måltiderne, kunne det måske skyldes et inkretinhormon, dvs. hormo- ner fra tarmen, som netop stimulerer insulinsekretionen i forbindelse med måltider [3]. Men hvilket hormon? Der eksisterede nogle endokrine celler i tarmslimhinden, som kunne farves med antistoffer mod hormonet glukagon [4], som ellers bliver dannet ved siden af insulin i de langerhanske øer i bugspyt- kirtlen, og glukagon kunne stimulere in- sulinsekretionen, vidste man. Det viste sig hurtigt med immunkemiske metoder, at den glukagon-lignende forbindelse, der var i tarmen, ikke kunne være rigtigt glukagon. Men hvad var det så? Forbindelsen kunne følges under ekstraktion og oprensning ved hjælp - Dansk Kemi, 105, nr. 6, 2024 11
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Dansk Kemi her
TechMedias mange andre fagblade kan læses her