Side 8

n MINDEORD professor på Kemiteknik, og efter 18 år returnerede han derfor til det institut, hvor han havde startet sin karriere. Målet med hans udpegning var, at han skulle styrke biokemiteknik på instituttet, hvilket i den grad lykkedes, da Kemiteknik i dag har en meget stærk aktivitet inden for dette område og har skiftet navn til Department of Chemical and Biochemical Engineering. I 2006 blev John officielt pensioneret på hans 70-års fødselsdag, men han blev samme dag udpeget som seniorprofessor på Kemi- teknik, og en af hans nye roller blev at lede et samarbejde imellem DTU og University of Trinidad & Tobago omkring udvikling af kemiingeniøruddannelsen på Trinidad & Tobago. John fortsatte sin gang på Kemiteknik til det sidste og var fortsat aktivt engageret i vejledning af studerende. Endvidere arbejdede John med yderligere forbedring af sit undervisningsmateriale, hvilket førte til, at han i 2016 publicerede yderligere en bog, ”Fundamental Bioengineering”, som giver en detaljeret indsigt i bioreaktionsteknik. John elskede at undervise, hvilket for mange af os, hans tidligere studerende, betød, at vi, selv mange år efter vi havde forladt DTU, stadig blev eksamineret i de nye spændende opgaver, han konstant udviklede. Jeg har således ved flere lejligheder måtte sætte alt andet til side for at løse en af Johns nyeste opgaver, og det var altid med be- gejstring, måske mest fra Johns side, at denne skulle diskuteres. Dette viste tydeligt Johns passion for konstant at udvikle undervisningen, men også at han altid stræbte efter perfektion i sit arbejde. Dette følte jeg klart i forbindelse med udarbejdelse af lærebogen ”Bioreaction Engineering Principles”, som vi skrev sammen, og som vi senere har opdateret to gange. Fundamentet til denne lærebog, og mange ek- sempler i bogen, udviklede vi over flere år, blandt andet i forbindelse med undervisning på DTU og i de ovennævnte sommerskoler. Det var altid fornøjeligt, men også tidskrævende, at diskutere forskellige vinkler på de eksempler og opgaver, der endte i bogen. Han sagde tit til mig, at han fik energi af at arbejde med unge mennesker og at han fik sine ideer igennem samarbejde med dem. Vi, hans studerende, lærte dog utrolig meget, hvilket er godt il- lustreret af den succes, mange af Johns tidligere studerende har haft i deres karriere. Det var dog ikke kun som underviser, at vi følte Johns omsorg for os. Mange minder om sociale sammenkomster i hans hjem, og i mange tilfælde udviklede lærer-studerende-forholdet sig til nære venskaber, som kunne involvere bridge eller skak, eller blot hyggeligt socialt samvær. John har, ikke overraskende, modtaget en række hædersbevisnin- ger for hans forskning. I 1992 modtog han Villum Kann Rasmus- sens Årslegat og han har også modtaget Julius Thomsens Guldme- dalje fra DTU. Han er udnævnt til æresdoktor ved Åbo Akademi (Finland), Chalmers tekniska Högskola (Sverige) og Universidad Autonoma Metropolitana (Mexico). Han kunne derfor betegne sig som dr.h.c.mult., hvilket han, ganske berettiget, var utrolig stolt af. I 1979 blev han udpeget som medlem af ATV og i 2003 blev han udpeget som medlem af det slovenske videnskabsakademi. Professor John Villadsen har en meget stor ære for, at uddannelse og forskning i bioteknologi, kemiteknik og biokemiteknik står så stærkt i Danmark, som det gør. Hans bidrag har været utroligt afgø- rende for den vækst, den danske bioteknologiske industri har kunnet undergå. Han vil altid blive husket for dette og jeg vil savne hans fantastiske personlighed, hans varme væsen, hans enorme viden og hans videnskabelige kreativitet. Jeg takker ham dybt for vores mange år sammen. Æret være hans minde. Jens Nielsen, BioInnovation Institute John Villads Villadsen Nære kolleger og venner mindes her John Villadsen som en stor personlighed, en god ven, en kilde til inspiration, en gentleman og en trofast støtte. Carl Erik Møller: Jeg lærte John at kende i foråret 1973, hvor jeg fulgte kur- set i matematiske modeller for kemiske systemer (3661). John var en meget inspirerende forelæser, som på en måde ”tryllebandt” os studerende. Man fik et klart indtryk af, at John nærmest tog sin undervisning som et kald. Jeg kom lidt tættere på John, da vi fandt ud af, at vi begge spillede turneringsskak - John i Søllerød og jeg i Lyngby Virum Skakklub. John havde et skakspil opstillet i laboratoriet og der blev brugt tid på analyser, når vi havde haft spændende partier i klubberne. Det var helt naturligt for mig også at følge Johns videre- gående kursus i matematiske modeller (3662). I dette kur- sus skulle vi studerende lave en afløsningsopgave, og jeg fik min ”daglige” gang på instituttet for Kemiteknik. For at inspirere os studerende forærede John os et eksemplar af hans doktorafhandling ”Selected Approximation Methods for Chemical Engineering Problems”. Jeg fortsatte med TKØ og eksamensprojekt på instituttet. Vores interessefæl- lesskab fortsatte ud over det faglige - nu også med bridge, hvor jeg nok var en af de første studerende, som var til bridge i Johns hjem. I efteråret 1974 spurgte John mig en dag, om jeg kunne tænke mig at blive ph.d.-studerende hos ham. Jeg blev me- get beæret - tænk, at John kunne se for sig at få mig som ph.d.-studerende. Den måde John spurgte mig på, efterlod ingen tvivl om, at det skulle jeg. John havde læst, at nogle japanske forskere havde påvist, at flydende indium og zink katalyserede dehydrogenering af alkoholer til aldehyder/ ketoner. Med Johns og Hans Livbjergs forskning i SLP- katalysatorer, var ideen nu, om man kunne dispergere et flydende metal i en fast porøs bærer. Jeg startede arbejdet i januar 1975 (selv om bevillingen først gik igennem hos STVF et par uger senere). Vores samarbejde og venskab udviklede sig; vi kunne stadigvæk bruge lidt tid på skak, og jeg begyndte også at komme med som substitut i Ingeniørforeningens bridgeklub, hvor vi inden bridgen kunne besøge Johns mor på Frederiksberg. Det faglige var naturligvis altid i centrum med mange teknisk/teoretiske drøftelser. I foråret 1977 lykkedes det at fremstille en katalysatorpille, hvor det flydende indium forblev dispergeret i bærermaterialet (MgO). Katalysatoren viste uhørt høj aktivitet og selektiviteten cirka 100 procent. Stem­ningen i vores lille forskningsgruppe var tårnhøj. De 8 Dansk Kemi, 102, nr. 5, 2021 -

Side 9

MINDEORD n John Villadsen i 2019 sammen med CEO for Novozymes Peder Holk Nielsen (tv.) og CEO for BII Jens Nielsen (th.) i forbindelse med prisoverrækkelse af Novozymes ”Award for Excellence in Chemical and Biochemical Engineering in honor of John Villadsen” til professor Jim Liao, præsident for Academia Sinica. sidste måneder af mit arbejde gik nu med at afprøve så meget som muligt (variere temperatur, reaktorflow og ”langtidstest”). I juni 1977 gav John udtryk for, at vi skulle patentere kataly- satoren. Det kunne man gøre dengang - men som privatperso- ner. Vi havde lidt travlt, da jeg var blevet ansat i en privat virk- somhed i august 1977. Vi brugte lidt af vore ”sparepenge” til at få Patentdirektoratet til at foretage en nyhedsvurdering af vores opfindelse. Vi skrev selv patentansøgningen (der var ikke råd til at købe mere professionel hjælp), og i sidste halvdel af juli i 1977 var John, Hans Livbjerg og undertegnede inde og aflevere vores patentansøgning, hvor vi fik ophavsret - det var en stor dag. John havde kontakt til Teknologisk Instituts Opfinderkon- tor, og forhandlede i august en økonomisk støtte til patentering i de store OECD-lande (støtten skulle betales tilbage, hvis vi på et tidspunkt fik patentet solgt). John havde også fået knyttet en ny ph.d.-studerende (Jens Henrik Eilertsen) til projektet fra 1. august 1977. I begyndelsen af 1978 blev vi klar over, at det var meget vanskeligt at drive patenteringssager og salgsarbejde som privatpersoner, og vi oprettede et anpartsselskab - Dancat Research ApS - patentet blev indskudt som ansvarlig kapital. Vi var nu fire anpartshavere. I 1980 havde vi fået patent i USA, og i begyndelsen af 1981 blev patentet solgt for et betragteligt engangsbeløb til den hollandske DSM-koncern. John fortsatte med at udføre konsulentarbejde for eksterne kunder i Dancat- regi og selskabet virkede i mange år, indtil det blev afviklet i 2011. Selskabet var et naturligt samlingspunkt for os, men mine personlige relationer til John udviklede sig også. Jeg kan blandt andet nævne, at John stod fadder, da min yngste datter blev døbt i 1985. Vi har igennem alle årene haft tætte sociale relationer, men en god bridge på turneringsplan var altid et af højdepunkterne for os. Jeg deltog i John og Kirstens bryllup, ligesom John og Kirsten var de første, der besøgte os i Malaysia i september 1996 (hvor jeg arbejdede i cirka tre år). John inviterede mig med, dengang han fik overrakt Villum Kann Rasmussen Prisen (1992) og senest da han i 2015 fik den ny indstiftede Novozymes Pris. Jeg var stolt på Johns vegne, og det var en ære at deltage. Vi har med vore ægtefæller holdt nytårsaften sammen i de seneste mange år. John holdt en spændende tale i juni i år, da jeg fejrede min 70-års fødselsdag. Her fremhævede John betyd- ningen af forskning og hvordan tæt og udfordrende samarbejde mellem mennesker skaber resultater. Peder Holk Nielsen: “Kunne man ikke forestille sig.” var ofte indledningen på et spørgsmål fra John, efter han havde tændt en pibe med den karakteristiske søde tobak i det lille kontor på Institut for Kemiteknik. Det var sådan, John konstant udfordrede græn- serne for den forskning, som han bedrev på instituttet. Det var spændende at være med i, selv om svaret på spørgsmålet ofte gav mig som specialestuderende og senere licentiatstuderende en del arbejde, fordi man nemt forestiller sig sammenhænge; noget andet er at eftervise dem. Som de fleste andre kemiingeniører fra midten af 60’erne til slutningen af 00’erne mødte jeg John første gang som under- viser i reaktionslære. Det var i 1979. Han kunne tale begej- stret, ja næsten passioneret om CSTR (Contineous Stirred Tank Reactors) og det smittede af på de fleste. Mit speciale og licentiatprojekt hos John havde forskellige titler, men kernen var den samme: At bruge ortogonal kollokation og DTU’s mainframe computer til at simulere dynamiske systemer, som er styret af et sæt koblede 2. ordens differentialligninger, som hver for sig beskriver diffusion, absorption, varmetransport og reaktion. Det var en fornøjelse og en ære at arbejde sammen med John. Der var høje krav, og der blev skubbet på for at afprøve nye ting, men John gav også masser af inspiration og omsorg, når problemerne syntes uløselige. For mig var John en rollemodel. Ud over at kunne sit stof, var han meget vidende om næsten alt; en dygtig pædagog og han konverserede elegant på alle de europæiske hovedsprog, så der var meget at se op til. Jeg husker også med stor glæde de mange ture, John organi- serede for sine studerende. Fisketurene på båden fra Vedbæk og rejserne rundt i Europa til kongresser og studieopgaver i Johns Volvo. Der var altid både plads og rum. I Novo kom jeg til at arbejde sammen med mange af Johns dygtige tidligere studerende og det blev klart for mig, at en stor del af værdierne i Novo blev skabt ved at praktisere den konkrete viden, John havde viderebragt. Men man hørte også et ”kunne man ikke forestille sig…” til møderne. Det var derfor en stor glæde at indstifte ”Novozymes Award for Excellence in Biomedical and Chemical Engineering” og give den første pris til John i 2015. De efterfølgende årlige priser er givet i hans navn og til hans ære. John fortsatte med at skrive lærebøger og artikler til det al- lersidste. Det var meget inspirerende. I en note til mig i hans sidste bog sluttede John med: ”Med megen glæde og en stor portion stolthed”. Glæde ved at skrive (og forske) og stolthed over at kunne. Professor John Villadsen var en af de helt store i international kemiingeniør-videnskab. Han nåede i sin lange karriere at give både den klassiske proceskemi og bioteknologien nye metoder og erkendelser. Han efterlader sig et stort tomrum, men også hundredvis af elever som nød godt af Johns pædagogiske evner og indsigt. Gregory Stephanopoulos: Few scholars in the history of Chemical Engineering can claim the transformative influence that John Villadsen had in advanc- ing Biochemical Engineering in Scandinavia and globally, after undergoing himself an equally dramatic transformation from chemical reaction engineering scholar to champion of biochem- ical engineering science. During his Wisconsin years John - Dansk Kemi, 102, nr. 5, 2021 9

    ...