LEDER Foto: Christian Ole Carlsson. ” Online er kommet for at blive, men tilstedeværelse kan ikke undværes Cyberspace tur-retur - refleksioner efter en nedlukningstid På DTU medførte nedlukningen den 12. marts en hurtig overgang til forskellige former for online-undervisning via Zoom, Skype, Teams etc. Alle lærerkolleger med erfaring i fjernundervisning stillede beredvilligt deres viden til rådighed for kolleger med en mere traditionel pædagogisk tilgang. På den måde lykkedes overgangen til fjernundervisning forbløffende hurtigt; nød lærer som bekendt ”nøgen kvinde at spinde”. Selvfølgelig var der sten på vejen, som skulle fjernes, men der var en tålmodighed på studentersiden, som tillod den uerfarne at ”anlægge vejen under kørslen”. På den måde lykkedes det nærmest ”overnight” at få metoder til fjernundervisning ind som en integreret del af de fleste underviseres værktøjskasse. Undervisningen gik forbløffende godt - måske fordi der allerede var en etableret kontakt mellem underviser og studerende fra før nedlukningen. De små ikoner på skrivebordet kunne relateres til mennesker af kød og blod - studerende man havde set i øjnene fra tavlen eller ved vejledning på tomandshånd. Det er et godt spørgsmål, hvordan kvaliteten af uddannelsen og studiemiljøet ville påvirkes af en ren fjernundervisningsmodel, hvor alle deltagere kun vekselvirker via apps og skærmikoner. Man ser aktuelt stor utilfredshed blandt internationale studerende ved for eksempel Harvard- og Cambridge-universiteterne med at skulle betale ”full tuition” på trods af den manglende mulighed for ”social networking” på campus. Værdien af en universitetsuddannelse er jo ikke kun det faktiske undervisningsmateriale, men også netværksskabelse - fagligt såvel som socialt; noget man kunne kalde personlig udvikling og dannelse. Ikke kun undervisningen skulle tilpasses nedlukningen. Møder, seminarer, ph.d.forsvar etc. måtte finde nye afviklingsformer. Nogle af disse vil givet hænge ved. Det var i hvert fald en øjenåbner, at antallet af eksterne deltagere ved seminarer og ph.d.-forsvar steg markant, når det foregik helt eller delvist via for eksempel Zoom. Den almindelige mødekultur vil helt sikkert blive justeret fremadrettet. Muligheden for eksempelvis at holde korte statusmøder eller indkalde møder med kort varsel øges betydeligt med en online-mulighed. Uden fysisk transport fra møde til møde bliver arbejdsdagen mere fleksibel. Der er selvfølgelig en reel risiko for, at dagene blot pakkes tættere med møder, hvilket ville være en uheldig og uproduktiv udvikling. Min opsummering af nedlukningsforløbet kan formuleres ganske kort - online er kommet for at blive, men tilstedeværelse kan ikke undværes. Peter Szabo Formand for IDA Kemi 4 Dansk Kemi, 101, nr. 5, 2020 -
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Dansk Kemi her
TechMedias mange andre fagblade kan læses her