KONSERVERING Det er surt (!) - det holder ikke evigt I løbet af kommende årtier vil vi opleve en betydelig del af den danske skriftlige kulturarv på papir smuldre mellem hænderne på os Af Birgit Vinther Hansen, Det Kongelige Bibliotek Papirmaskinens indtog i begyndelsen af 1800-tallet førte til udviklingen af en ny alun/harpikslimning af papir og brug af træ som fiberkilde. Disse ”fremskridt” øgede generelt papirets syreindhold og forkortede dets fiberlængde, hvilket medførte en dramatisk ændring af papirets levetid. Mens håndgjort kludepapir fra før industrialiseringen kan holde i tusindvis af år under gode opbevaringsforhold, så har papir fremstillet mellem 1850 og slutningen af 1970’erne typisk en langt, langt kortere levetid. En meget stor del af vores skriftlige kulturarv i biblioteker, arkiver og privateje har dermed en forholdsvis kort anvendelig levetid i sin originale fysiske form. Det vedkommer os alle sammen, da det er enestående værker i form af f.eks. bøger i et enkelt bevaret eksemplar, nationale arkivalier, forfatteres håndskrifter, noder, kort og kunst. I dag kan vi for Det Kongelige Biblioteks store samlinger for første gang ud fra forskning forudsige de papirbaserede samlingers resterende levetid, hvis de opbevares i samme miljø som hidtil. Samtidig er det også muligt at forudsige, hvordan såkaldt masseafsyring eller ændret opbevaringsmiljø kan forlænge levetiden. blev fremstillet af gamle klude efterlimet med gelatine (figur 1). Den type papir er ekstremt holdbart og kan, som nævnt, bevares i tusinder af år. Fra 1600-tallet begyndte man at tilsætte en lille mængde alun – kaliumaluminiumsulfat - til gelatinen for at få en ekstra hærdning, så papiret blev mere skrivefast. Alun blev hovedsageligt udvundet af mineralet alunit (figur 2). Der sker et stort skift i papirfremstillingsteknikken i 1830’erne, hvor en billigere og lettere anvendelig metode til limning blev taget i brug - surlimningen - nogenlunde samtidig med papirmaskinens indtog. Surlimning består af alun og harpiks, hvor man i et surt miljø, vha. alun, får bundet harpiks til papirfibrene. Figur 2. Mineralet alunit. Behovet for råmaterialer blev samtidig så stort, at man måtte finde nye fiberkilder, og løsningen blev nedmalede træfibre, som har et højt indhold af surt lignin. Vi ser først lignin (fra træfibre) i vores samlinger nogenlunde samtidig med, at der i 1870’erne kommer en billigere, industrielt fremstillet alun – aluminiumsulfat - på markedet fremstillet fra bauxit eller kinaler behandlet med svovlsyre. De nye processer resulterede i et papir med lav pH. Sur hydrolyse får dermed hovedansvaret for nedbrydning af det cellulosebaserede papir. Jo lavere pH, des hurtigere foregår depolymerisationen af cellulosemolekylerne, og papiret ender med at blive helt sprødt, brunt og knække ved håndtering. Man blev tidligt opmærksom på den nye papirkvalitets dårlige holdbarhed, men pga. de lave produktionsomkostninger var det desværre ikke muligt for mere holdbare ikke-sure papirkvaliteter at konkurrere [1]. Først i 1970’erne vandt neutralt limet papir terræn, og fra 1980’erne blev det dominerende. Papiret, som vi i dag anvender, har dermed igen en meget lang holdbarhed. Vores skriftlige kulturarv skal bevares På Det Kongelige Bibliotek, som er Danmarks Nationalbibliotek, har vi en lovfæstet pligt til at bevare vores samlinger for eftertiden. Siden 1697 har Danmark haft en lov om pligtaflevering af alt offentliggjort dansk materiale til biblioteket. Vi har først og fremmest store mængder trykte bøger og hæfter, men også mange værdifulde håndskrifter, kort og tegninger fremstillet over en lang periode. Når det bærende medium i form af papir med tiden bliver så nedbrudt, at det ikke længere kan håndteres, må vi på alternativ vis sikre, at informationen er tilgængelig - typisk via digitalisering. Det er dog mange gange dyrere at langtidsbevare informationen digitalt end at bevare den fysiske original. Derfor er det afgørende at forlænge den fysisk anvendelige levetid af materialet så langt som muligt. Kulturministeriet nedsatte i 2004 en arbejdsgruppe under Biblioteksstyrelsen, hvori Det Kongelige Bibliotek også var repræsenteret. Arbejdsgruppen skulle undersøge omfanget af surt papir i Danmark og give en anbefaling til handling [1]. Masseafsyring Der er siden 1960’erne udviklet adskillige masseafsyringsmetoder for at forhindre papirets hydrolytiske nedbrydning. Adskillige nationalbiblioteker anvender masseafsyring for at forlænge levetiden af deres papir. Det gælder f.eks. nationalbiblioteket i Schweiz, Biblioteque Nationale i Paris og Library of Congress i USA. De mest anvendte i dag er • Battelle: Mg(OC2H5)2 og Ti(OC2H5) 4 i opløsningsmidlet (CH3)3SiOSi(CH3)3 • Bookkeeper: MgO i opløsningsmidlet perfluoroheptan • Bückeburg: CaCO3 opløst i vand Papirfremstilling og holdbarhed Traditionelt håndgjort papir Figur 1. Den opslæmmede fibermasse samles til et papirark vha. en trådform. Senere limes papiret med gelatine. Fra Elias Porcelius, Curioser Spiegel (1689). dansk kemi, 90, nr. 11, 2009 8
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Dansk Kemi her
TechMedias mange andre fagblade kan læses her