Projekt baner ­vejen FOR MERE SIKRE ­CONTAINERSKIBE Menneskeliv og milliarder kan gå tabt, når der udbryder brand på et containerskib. I CONTAIN-projektet undersøger DBI området nærmere. Det skal danne grundlag for andre mulige projekter på området. C ontainerskibe fragter varer for milliarder på verdenshavene. Så udbryder der brand på et container­skib, kan det få store konsekvenser. Det kan både føre til tab af menneskeliv blandt besætningen, og de økonomiske tab kan beløbe sig til milliarder af kroner. Allige­vel er der gjort forholdsvis lidt for at forbedre brandsikkerheden på containerskibe. - Der er mange udfordringer på området. Farligt gods skal deklareres, så mandskab og rederi ved, om de f.eks. transporterer brandfarligt gods, men ofte sker det ikke. Og mange brandtekniske anlæg som detekterings- eller brandbekæmpelsesanlæg udgør ikke en velfungerende løsning på et containerskib, siger Thomas Hulin, der er Project Manager hos DBI. Generelt anvender man heller ikke brandteknisk rådgivning, risikovurdering, udregninger, simuleringer eller brandtest i forbindelse med design af skibe. - I stedet følger man typisk præskriptive løsninger ud fra en ’one size fits all’-betragtning. Men de løsninger fungerer ikke altid, siger Thomas Hulin. SIMULERET LASTRUM Der er med andre ord gode forudsætninger for at gøre en indsats for brandsikkerheden på container- 26

skibe, så med CONTAIN-projektet tager DBI derfor nu de første skridt i den retning. - Det er et etårigt projekt, som skal gøre os klogere på udfordringerne for brandsikkerheden på containerskibe, siger Thomas Hulin. I projektet undersøger DBI tre aspekter ved området: det tekniske, det menneskelige og det organisatoriske. Det tekniske handler bl.a. om, hvordan skibene er sikret, hvordan brande opstår, og hvilke brand­scenarier der findes. - Vi vil forsøge at simulere forholdene i et lastrum. På den måde kan vi undersøge og vurdere forskellige brandtekniske anlæg nærmere. På sigt vil vi supplere med mindre tests for at se, om vores simuleringer passer og for at blive klogere på, hvordan en brand udvikler sig i en container og spreder sig, siger Thomas Hulin. MENNESKELIGE FAKTORER ER CENTRALE Det menneskelige aspekt er imidlertid lige så vigtigt at forstå som det tekniske. - De to er uadskillelige, og ofte er faktorer som forskellige nationaliteter, manglende uddannelse og manglende udstyr afgørende for forløbet af en brand, siger Thomas Hulin. Det organisatoriske aspekt handler om at få indblik i parterne som ejere, forsikringsselskaber, speditører, lagerudbydere samt rolle- og ansvarsfordelingen mellem dem. Noget, som ingen faktisk har et helt komplet overblik over i dag. - Ingen ved nøjagtigt, hvordan varer bliver transporteret, eller hvem der håndterer dem undervejs. Men det er vigtigt i forhold til brand, for deklareres gods f.eks. ikke korrekt, kan det blive opbevaret forkert i et eller flere led i kæden, og det kan lede til brandfare for nogle typer gods, siger Thomas Hulin. STØRRE PROJEKT I KIKKERTEN Formålet med den nye indsigt i shippingområdet og brandrisiciene er at skabe grundlag for andre potentielle projekter inden for området. - Det kan være næste skridt. For nuværende indsamler vi data og forsøger at forstå virkeligheden i branchen, for hvis vi forstår udfordringerne, kan vi også undersøge mulige løsninger. Vi har fået overvældende positive tilbagemeldinger fra branchens parter, især forsikringsselskaber, på projektet og på ambitionen om et andet og større projekt, siger ­Thomas Hulin. n Containerskibe fragter varer for milliarder på verdenshavene. Foto: Lars Laursen/Biofoto/ Ritzau Scanpix. CONTAIN CONTAIN er et præ-projekt, der ser nærmere på brandsikkerhed på containerskibe. Projektet undersøger både det tekniske, menneskelige og organisatoriske aspekt samt værdikæden i shipping. Den viden og overblik, som projektet giver, kan lede til andre projekter, der fokuserer på konkrete brandtekniske udfordringer og løsninger på containerskibe. Projektet er etårigt og afsluttes i september 2020. Det er støttet af Den Danske Maritime Fond. 27

    ...