Et ualmindeligt ALMENT BOLIGBYGGERI Kan almene etageboliger være opført i træ? Det er de i Fyrværkeriparken i Seest. Og det har gjort byggeriet og boligerne bæredygtige, men også medført brandtekniske udfordringer. Der er indarbejdet brandstop under alle vinduer. Konstruktionen omkring flugtvej og indsatsvej er brandimprægneret. Byggeri i træ er udbredt i andre nordiske lande, men ses sjældent i Danmark pga. vores byggetraditioner. Det afholdt dog ikke arkitektvirksomheden DISSING+ WEITLING architecture fra at tegne deres bud på det nye almene boligbyggeri på fyrværkerigrunden i Seest med træ som det primære byggemateriale. I dag står de første to af byggeriets i alt tre etaper færdige. Sidste del af de 35 lejligheder, som bygherren Lejerbo har døbt Fyrværkeriparken, er færdig til foråret. - Udgangspunktet for konkurrencen var, at byggeriet skulle kunne bæredygtighedscertificeres til DGNB Guld (Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen, red.). Derfor var træ det rette materiale. Man kunne også have anvendt stål eller beton, men træ er billigere, hurtigere at bygge med og har en lavere miljøpåvirkning, fortæller Gitte Sørensen, der er arkitekt og bæredygtighedsleder hos DISSING+WEITLING architecture. Ud over fundamentet, som består af betonpæle, er der én betonbjælke i hver bygning, som desuden består af træ i en lang række varianter. - Træ er et fleksibelt materiale. Det kan skæres til på pladsen, er ikke så tungt i forhold til transporten, og vi kan have alt træ på pladsen, hvor totalentreprenøren, som er en lokal tømrervirksomhed, bygger elementerne i en eksisterende hal, siger Gitte Sørensen. Desuden er der ingen dampspærre. I stedet er der en træbaseret plade, der virker som dampbremse. Den tillader fugten at bevæge sig i klimaskærmen, så bygningen kan ‘ånde’, fordi træmaterialerne kan opsuge og afgive fugt, hvilket giver et godt indeklima. 12
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Brand & Sikring her