DBI’s NYE PROJEKTIDÉER skal styrke danske virksomheder DBI har indsendt otte idéer, som er med i kapløbet, når Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte senere på året uddeler midler til GTS-institutternes kommende resultatkontrakter. Idéerne er udviklet for at støtte og styrke danske virksomheder. Få en kort beskrivelse af idéerne her, og læs mere på www.bedreinnovation.dk. BRANDSIKRE FACADESYSTEMER Moderne facadesystemer er komplekse og udfordrer de eksisterende eksempler, godkendelser og prøvningsmetoder på området. For at hjælpe producenter og bygherrer med at få deres produkter og løsninger godkendt og markedsført skal projektet gøre DBI i stand til at udbyde brandsimulering, tests af facadesystemer med tilhørende dokumentation og risikovurdering af nye facader i forhold til præaccepterede facader. Desuden vil DBI udvikle et redskab til risikobaseret evaluering af eksisterende facader og tilbyde kurser, rådgivning og vejledning i, hvordan man i praksis sikrer brandsikkerheden af de stadigt mere avancerede facadesystemer. BRANDTEKNISK DIMENSIONERING AF KOMPLEKSE BYGGERIER DBI vil udvikle digitale værktøjer, der gør det nemmere at arbejde med kompliceret byggeri (brandklasse 3 og 4 i det nye bygningsreglement). Et værktøj skal eksemplificere og visualisere løsninger til dimensionering af komplekst byggeri og gøre det enkelt at få det rette sikkerheds- og omkostningsniveau. Et andet værktøj, der er baseret på BIM, understøtter brandteknisk dimensionering i byggeri med krav om beregninger til brand- og røgspredning samt evakueringsscenarier. Et tredje værktøj hjælper rådgivere med at planlægge, udføre og sikre kvaliteten af kontroller i byggefasen. Alle tre værktøjer skal give en mere effektiv byggeproces og færre fejl. BRANDTEKNISK BEDØMMELSE AF KON STRUKTIONER TIL EN KONKRET ANVENDELSE Det nye bygningsreglement betyder, at byggevarer, der anvendes til noget andet, end de er godkendt til, kræver en veldokumenteret brandteknisk bedømmelse af de pågældende byggevarer – noget, der ikke findes en metode for i dag. Desuden gør det byggeriet til brandklasse 4, hvilket betyder, at der skal udføres en tredjepartskontrol af brandstrategien for byggeriet, som også skal vurdere den brandtekniske bedømmelse. DBI ønsker at udarbejde en metode til bedømmelsen, der gør den pålidelig og transparent og sikrer, at bedømmelsen (og kvalitetssikring af den) bliver hurtig og effektiv. Nyskabende byggeri benytter ofte bedømmelser, og projektet vil derfor medføre, at det fortsat er praktisk muligt at lave nyskabende byggeri. BRANDTEKNISK INFRASTRUKTUR De fleste danske virksomheder har ikke ressourcer til at opbygge kompetencer til at følge med den hastige udvikling inden for standarder og teknologi. For at understøtte den danske byggeindustri og Det Blå Danmark vil projektet udvikle DBI’s rådgivning, testfaciliteter, certificeringsordninger, kurser og vejledninger, så de følger med udviklingen af materialer, standarder og design, ligesom DBI også ønsker at påvirke udviklingen af EU-standarder til gavn for danske virksomheder. Projektet skal sikre danske virksomheders konkurrenceevne ved at give dem adgang til den nyeste viden på området, så de nemt kan få rådgivning, teste og dokumentere brandsikkerheden af innovative løsninger. 30
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Brand & Sikring her