Brand & Sikring BR18 Hurtigere byggetilladelse med ny certificeringsordning Byggeprocessen skal optimeres, og det skal gå hurtigere at få byggetilladelse. Den længe ventede ordning med certificerede brandrådgivere er lige på trapperne og får betydning for alle byggeriets aktører. Få overskrifterne for forandringen her. A rbejdet har stået på i årevis, og resultatet har været længe undervejs. Men nu ser det ud til, at man fra 1. januar 2018 skal have sit byggeris tekniske byggesagsbehandling – herunder brandsikkerheden – håndteret ved en certificeret byggesagsbehandler fremfor ved de kommunale myndigheder. Det sker, når Bygningsreglement 2018 (BR18) træder i kraft. - Den nye certificeringsordning skal optimere byggeprocessen for bygherrer og rådgivere. Desuden ønsker man at forhindre, at en bygning godkendes af myndighederne i én kommune, men afvises i en anden, fordi der er forskel på de brandtekniske kompetencer og sagsbehandlingen i kommunerne, sådan som det sker i dag, siger Ib Bertelsen, der er direktør for Kunder & Relationer i DBI. I korte træk medfører ordningen, at brandteknisk byggesagsbehandling og statikken (beregning af bærende konstruktioner) flyttes fra kommunale byggesagsbehandlere til certificerede rådgivere, som til gengæld dokumenterer og kvitterer for, at løsningerne lever op til reglerne i det kommende BR18. - Vi ved endnu ikke, hvordan løsningen præcist kommer til at se ud. Der er afholdt møder mellem byggeriets parter og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, så baseret på den proces har vi trods alt en fair idé om de overordnede linjer i ordningen, siger Ib Bertelsen. Præaccepterede løsninger Når myndighederne forsvinder ud af ligningen, vil der blive stillet krav til brandrådgiverens kompetenceog certificeringsniveau afhængig af bygningens kompleksitet. For at bestemme kompleksiteten indeholder ordningen fire brandklasser og fire risikoklasser. Hvilke klasser et byggeri er i, afhænger bl.a. af bygningstypen, højden over og under terræn, hvor mange personer bygningen er beregnet til samt dens anvendelseskategori. - Bygningens brandklasse og risikoklasse afgør, hvilke løsninger der skal anvendes. Samtidig forventes den nuværende ’Eksempelsamling om brandsikring af byggeri’ at blive ændret til en vejledning om brandteknisk dokumentation, som indeholder løsninger, der på forhånd er godkendte, så længe der ikke er nogen afvigelser, siger Ib Bertelsen og fortsætter: - Det er meningen, at den certificerede brandrådgiver fremlægger dokumentation for en bygnings brandklasse og risikoklasse for kommunen og fortæller, hvilke præaccepterede løsninger man agter at anvende. Herefter er det op til kommunen at sige OK, da kommunen stadig er den myndighed, der udsteder byggetilladelse og endelig ibrugtagningstilladelse, siger han. For brandklasse 1 og 2 er præaccepterede løsninger de eneste muligheder. Afviger man fra de præaccepterede løsninger, eller laver man brandteknisk dimensionering, kommer byggeriet automatisk op i brandklasse 3 eller 4. - Der er blandt nogle arkitekter en vis bekymring for, at det vil lede til mere fastlåst arkitektur for byggeri i brandklasse 1 og 2, som vi har set det i Norge, der har en lignende løsning. Der er dog stadig arkitektoniske udfoldelsesmuligheder, selvom man følger præaccepterede brandtekniske løsninger, siger Ib Bertelsen. Krav til rådgiverens kompetencer Uanset om byggeriet lever op til de præaccepterede løsninger for sin brandklasse eller ej, skal brandrådgiveren have kompetencer svarende til bygningens brandklasse for at blive certificeret. 10
Del
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Brand & Sikring her