Brand & Sikring Farvel til BD30 og BS60 Den europæiske produktstandard for branddøre er nu vedtaget. Derfor er det kun et spørgsmål om tid, før branddøre skal CE-mærkes og have en ny europæisk klassifikation i stedet for de velkendte danske. Samtidig kan der for dørproducenterne ligge en stor opgave i at få testet og godkendt deres produkter i det europæiske system. D e danske klassifikationer for branddøre som f.eks. BD30 og BS60 har kun begrænset tid tilbage. Der er nemlig nu enighed om den europæiske produktstandard for branddøre i standardiseringsorganisationen CEN, og det medfører betydelige ændringer på området. Bl.a. skal branddøre på et tidspunkt CE-mærkes, testes efter europæiske standarder og have en europæisk klassifikation i stedet for den danske. Den nye produktstandard hedder EN 16034 og bliver en harmoniseret standard under Byggevareforordningen. Før harmoniseringen falder på plads, er der dog en række formelle skridt, oplyser C&R Technical Manager Britta Tipsmark Hougaard fra dørproducenten JELD-WEN A/S. - Den tekniske komité, der har arbejdet med standarden, er enige om resultatet. Nu skal forslaget publiceres og offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, fortæller Britta Tipsmark Hougaard, der er medlem af det danske standardiseringsudvalg S-002 for døre og vinduer og deltager i den tekniske komité CEN/TC 33. Offentliggørelsen indeholder to vigtige informationer. Dels den dato, hvor standarden træder i kraft og gør det muligt at CE-mærke branddøre, hvilket bliver fra sommeren 2015, hvis alt går efter planen. Og dels den dato, hvor overgangsperioden udløber, så CEmærkningen bliver obligatorisk, og det ikke længere er tilladt at bruge de nationale regler. Den sædvanlige overgangsperiode for CEN-standarder er et år, men Britta Tipsmark Hougaard forventer en længere periode for branddøre. - Den tekniske komité har bedt om en overgangsperiode på fem år, og der er mange gode argumenter for, at overgangsperioden bliver fem år. Omvendt vil det være et særtilfælde, så tre år er måske et mere realistisk bud, siger Britta Tipsmark Hougaard. Mere lige konkurrence Britta Tipsmark Hougaard glæder sig over, at CE-mærkningen af branddøre nu falder på plads. Det europæiske system har klare krav og grænseflader, hvilket gør det nemmere for alle at sikre, at kravene er overholdt. - Det giver bl.a. mere lige konkurrenceforhold, så vi hilser det europæiske system velkomment, selvom det både repræsenterer en udfordring for producenter af branddøre og for vores kunder, siger Britta Tipsmark Hougaard. Kundernes udfordring er overskuelig, men også de skal lære at arbejde med CE-mærkning og den tilhørende europæiske klassifikation, der f.eks. kan være EI230 i stedet for BD30. For producenter af branddøre er udfordringerne større. Det skyldes bl.a., at producentens CE-mærkning skal omfatte det komplette dørsæt, herunder også komponenter som magnetholdere og dørpumper. Standard længe undervejs Den nye europæiske produktstandard for branddøre har et meget langt navn. Den fulde betegnelse for dokumentet er: EN 16034 Pedestrian doorsets, industrial, commercial, garage doors and windows – Product standard, performance characteristics – Fire resistance and/or smoke control characteristics. Det har taget mere end 10 år at nå til enighed om standarden. Det skyldes dels modstridende interesser, dels at en branddør er en kompleks konstruktion, der oven i købet forhandles meget forskelligt i Europa. F.eks. er den danske praksis, at døren sælges som en helhed med dørplade, karm, hængsler og lås, men ofte uden greb, mens det i andre lande er mere normalt at sælge delene hver for sig. 24
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Brand & Sikring her