VÆRD AT VIDE Nu rører lønningerne på sig Lønningerne har indtil nu været en af de indikatorer, der har peget i retning af et lunkent arbejdsmarked. Det billede er måske ved at ændre sig nu. Nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) viser, at lønningerne på DA-området over det seneste år er vokset med 2,5 procent eller mere for alle faggrupper. Lønstigningerne er størst i byggeriet, hvor de ansatte i andet kvartal kunne notere sig, at lønposen nu er vokset med 3,3 procent i løbet af det seneste år. Det er en markant stigning, sammenlignet med første kvartal, og vi skal næsten 10 år tilbage for at finde tilsvarende lønstigninger i byggeriet. For alle andre faggrupper stiger lønningerne også nu kraftigere end i begyndelsen af året. Hele 34 procent af virksomhederne i byggeriet melder, at produktionen i øjeblikket begrænses af en mangel på arbejdskraft. Det tal er ikke set højere siden oktober 2007, hvor det danske arbejdsmarked efter langt de flestes opfattelse var stærkt overophedet. Derudover stiger lønningerne ifølge Søren V. Kristensen langt hurtigere end priserne. Inflationen ligger p.t. på ca. en procent, og derfor er der også i år udsigt til en meget solid reallønsfremgang for danskerne. Det giver flere penge mellem hænderne og vil fungere som brændstof for både privatforbruget og opsvinget i dansk økonomi. - Der er bestemt ikke noget mærkværdigt i, at lønningerne stiger i den nuværende situation. Arbejdsmarkedet strammer nemlig så småt til, og vi ser flaskehalse flere steder på arbejdsmarkedet. Derfor er det heller ikke mærkværdigt, at det er i byggeriet, at lønningerne stiger mest. Det er nemlig her, at manglen på arbejdskraft er størst, siger makroanalytiker i Sydbank Søren V. Kristensen. - Det er den positive side af stigende lønninger. Den negative side er, at vi risikerer, at udbredte flaskehalse på arbejdsmarkedet vil materialisere sig i uholdbart høje lønstigninger, der på sigt vil udhule den danske konkurrenceevne, siger Søren V. Kristensen. Private investeringer i fonde stiger fortsat Investeringsbeviser i fonde, hvor rådgivning er inkluderet i prisen, er fortsat et hit hos private investorer. Det viser Finans Danmarks afkaststatistik for investeringsfondene for juli måned. Formuen i fonde, målrettet private danske investorer, steg i juli med 17 mia. kr. til 928 mia. kr. Formuestigningen skyldes primært pæne afkast, men også nettokøb af nye investeringsbeviser for 3,1 mia. kr. bidrog til formuestigningen. Afkastene i de forskellige typer af fonde varierer, afhængigt af fondenes geografiske fokus. De højeste afkast ses i fonde med fokus på amerikanske aktier, der har givet et gennemsnitligt afkast på over 7 procent i årets syv første måneder. Også fonde med danske aktier har klaret sig fint med et gennemsnitligt afkast på ca. 4,5 procent. I bunden af afkastopgørelsen ligger fonde med fokus på emerging markets og i særdeleshed Latinamerika. Kilde: Finansdanmark.dk I 2 Sydbank Investering august 2018
Download PDF fil