LANDET RUNDT … Markussen Sport flytter AARUP: For godt to år siden overtog Martin Nielsen og John Hansen sportsforretningen Markussen Sport i Aarup efter Jens Markussen, og nu har de to ejere valgt at flytte til nye og dobbelt så store lokaler længere nede af gaden, skriver Folkebladet Assens. Vi har haft et par gode år her på adressen, men valgte at slå til, da muligheden for at få mere plads til at præsentere varerne på bød sig og samtidig få en mere central placering midt i Bredgade, fortæller de to indehavere. Ny investor til Ilse Jacobsen HORNBÆK: Brøndby-ejer Jan Bech Andersen interesserer sig for andet end fodbold. Via investeringsselskabet Voluntas, som har Jan Bech Andersen og Morten Albæk i spidsen, har de købt sig ind i gummistøvledronningen Ilse Jacobsen’s designvirksomhed. ”Virksomheden har et stærkt brand, der med Ilse Jacobsen i spidsen indeholder et endnu større potentiale,” siger Morten Albæk, adm. direktør i Voluntas i en pressemeddelelse. Morten Albæk træder samtidig med kapitalindsprøjtningen ind i bestyrelsen i Ilse Jacobsen. Ilse Jacobsen er især kendt for sine populære gummistøvler og er i dag til stede i over 25 lande. JD Sports åbner ny sportsbutik KØBENHAVN: Den britiske sportskæde JD Sports åbner butik på Strøget i København og varsler flere butikker i Danmark. JD Sports, der bl.a. sælger mærker som Adidas, Nike, The North Face samt egne mærker, igangsætter en større ekspansion i Danmark, skriver ejendomswatch.dk. Kæden har eksisteret i Københavns Lufthavn i et stykke tid, men nu er tiden inde til en flagskibsforretning i København. – Vi ser frem til at åbne vores første store JD-butik i hjertet af København. Danmark er et vigtigt nyt marked for JD Sport og denne butik forventer vi kun er begyndelsen på en større ekspansion i Danmark, skriver Olivier Benoni, der har titel af europæisk expansion manager, i en pressemeddelelse. Butikken på Strøget i København bliver på 800 kvm og åbner midt i september. Indbrud i Sportigan’s sommerbutik i Svaneke SVANEKE: I tidsrummet mellem torsdag den 11. august mellem kl. 18.00 til fredag den 12. august klokken 10.00 har der været indbrud i sportsforretningen Sportigan, Brænderigænget i Svaneke. Det oplyser Bornholms Politi i døgnrapporten. Ved indbruddet blev en dør i facaden opbrudt og fra butikken er der stjålet tøj og byttepenge. BRANCHE NYT … Sport 24 overtager Stadium’s butikker i Danmark Stadium’s bestyrelse har valgt at stryge sejlene i Danmark efter en årrække med underskud. Sport 24 overtager med virkning fra 1. oktober resterne af den svenske kæde Stadium's mangeårige og underskudsgivende sats i Danmark. Overtagelsen omfatter kædens 8 store butikker 6 Sjælland og 2 i Aalborg. De mest markante butikker befinder sig i Fields, Lyngby Storcenter, Fisketorvet, Glostrup Shoppingcenter, Rødovre Centrum og RO’s Torv i Roskilde. Sport 24 får dermed med et snuptag både styrket positionen og synligheden på Sjælland og specielt i Københavns-området. Med Sport 24’s overtagelse af Stadium's aktiviteter i Danmark overtager danske leverandører samtidig muligheden for at erstatte det flow af ”svenske” sportsprodukter over grænsen fra Stadium's hovedkvarter i Göteborg. Den nye markante synlighed, Sport 24 opnår med overtagelsen, vil effektivisere den nuværende og fremtidige markedsføringsindsats. Overtagelsen eksekveres primo oktober, når Konkurrencestyrelsen har godkendt handlen.
Download PDF fil
Arkiv