VENNEKASSE 102 NOVEMBER 2023 Årets sidste Vennekasse; nr. 102, kommer med vine til jul & nytår! Kassen er pakket med spændende vine fra Bourgogne, Bordeaux, Barbaresco, Châteauneuf-du-Pâpe og Asti i Piemonte. Vennekasse nr. 102 koster traditionen tro kr. 650,00 inkl. fragt (Kassens reelle værdi er denne gang kr. 915,50 + fragt). Vennekassen leveres mandag den 13. november - Ønsker du ikke kassen, skal vi have besked senest mandag den 6. november. Har du ændringer til leveringsadressen, eller datoen, er du velkommen til at kontakte os. Vi bestræber os på at nå ud til vores kunder i Aalborg og Nørresundby i løbet af uge 46 og 47. Der er mulighed for at få flere varer fragtfrit med Vennekassen, hvis du bestiller senest den 6. november. 1 fl. 2022 Coteaux Bourguignons Blanc Granit VV, Sandrine Delétang, Bourgogne, Frankrig Hvid Bourgogne lavet på 100 % Chardonnay med 50 % lagring på små egetræsfade og 50 % på ståltank i 10 måneder. En harmonisk Bourgogne med fylde, stringens og kompleksitet. Prøv den til laks, torsk eller skaldyr nytårsaften. 1 fl. 2022 L’Invincible, Château Lauduc, Bordeaux, Frankrig Skøn økologisk certificeret Bordeaux på 100 % Merlot. ”Den usynlige” (L’invincible) et navn der formentlig referer til vinens næsten usynlige fodaftryk på moder natur, leverer saftig, juicy frugt med mørke bær og flot længde . 1 fl. 2019 Barbaresco, Vino Arte Bellezza, Piemonte, Italien Vores nye leverandør i Piemonte leverer denne skønne Barbaresco. Barbaresco er den raffinerede nabo til Barolo, ligeledes lavet på 100 % Nebbiolo, men med lidt kortere lagringskrav, mere elegance og knapt så tanninrige struktur som Barolo. Prøv den til kalv, okse eller lam. 2 fl. 2020 Châteauneuf-du-Pâpe Le Blason du Prince, Cellier des Princes, Rhône Frankrig Til julemiddagen med and eller flæskesteg er rød Châteauneuf-du-Pape fra Sydrhône en af de helt store klassikere. Vinens intensitet, rigdom og fylde er et perfekt match til den smagsrige julemiddag. Vennekassen indeholder 2 flasker af 2020 Blason du Prince, Châteauneuf-du-Pâpe - så den når hele vejen rundt om julebordet. 1 fl. Asti San Maurizio, Vallebelbo, Piemonte, Italien Kassens søde bobler til nytårskransekagen er denne Asti Spumante fra Piemonte i Norditalien. Let, saftig og aromatisk med lav alkohol – Et skønt sødmefuldt punktum og en perfekt ledsager til rådhusklokker, kransekage og nytårsstemning. Vi ønsker dig en glædelig jul og et godt nytår. Venlig hilsen Ib Bergkjær Adm. direktør Sigurd Müller Vinhandel A/S

2022 COTEAUX BOURGUIGNONS BLANC GRANIT VV SANDRINE DELÉTANG BOURGOGNE, FRANKRIG Bourgogne har været “vinland” siden det 2. århundrede og strækker sig fra Chablis i nord til Beaujolais i syd. Sydøst for Chablis ligger Côte d’Or, der er opdelt i to dele: Côte de Nuits og Côte de Beaune, og går man længere syd på, finder man Côte Chalonnais, Mâconnais og sidst Beaujolais. Domaine Sandrine Delétang ligger i det sydlige Bourgogne, nær Chalon-sur-Saône. Det er et lille familieforetagende, der kun markedsfører sig ved hjælp af mundtlig overlevering, hvilket jo i bund og grund også er den vigtigste form for reklame. Denne hvidvin er lavet på 100 % Chardonnay med 50 % lagring på små egetræsfade og 50 % på ståltank i 10 måneder. Det er en harmonisk Bourgogne med fylde, stringens og kompleksitet. Et perfekt match til retter med laks, torsk eller skaldyr. 4

    ...