VELKOMMEN TIL VORES NYHEDSMAGASIN D et er med stor stolthed, at jeg i dette magasin kan afsløre en masse detaljer om den helt nye generation af Scania-lastbiler. Rygterne har cirkuleret længe, og vi har glædet os meget til at fortælle dig ”den sande historie”. Det er den største investering, Scania har foretaget i sin 125-års historie og den nye lastbil er spækket med nyheder i forhold til det eksisterende produkt og inden for branchen generelt. Vi er naturligvis spændte på, hvordan vores kunder, chauffører og medarbejdere modtager den. En af Scanias vigtigste mål i udviklingsfasen har været at udvikle et produkt og tilhørende serviceløsninger, der hjælper vores kunder til en bedre driftsøkonomi og optimale køreegenskaber. Vi ønsker også at give chaufførerne de bedste betingelser, når de udfører deres job. Og ja, så ser vi det stadig som vores fornemste opgave at være førende inden for branchen, når det kommer til at reducere de negative påvirkninger på miljøet ved lastbiltransport. Scanias mangeårige lastbilekspertise og erfaring, det modulopbyggede system samt de køretøjsdata, som er indsamlet fra titusinder af køretøjer med mange års drift har været brugt som grundlag til selve udviklingen. Og vi er ganske sikre på, at vi med den nye lastbil sætter helt nye standarder for branchen. Scania fokuserer som altid meget på de samlede levetidsomkostninger, der er forbundet med kørsel med store køretøjer. Det gør vi bl.a. fordi 61% af (drift-)omkostningerne til en lastbil i dag går til at betale brændstof, når lønnen til chaufføren er trukket ud af regnestykket. Vi var de bedste før, når det kom til brændstoføkonomi, men med den nye lastbil lover Scania en yderligere besparelse på 5% ift. den eksisterende udelukkende pga. den forbedrede aerodynamik og andre detaljer. Det er chaufføren, som kan gøre den afgørende forskel på økonomien i en lastbil og miljøet, og derfor er der også fokuseret meget på ham/hende i udviklingen af den nye lastbil. Både komforten, sikkerheden og udsynet er forbedret væsentligt. F.eks. kan vi, som de eneste i branchen, præsentere nye gardinairbags i siden, som beskytter chaufføren mod alvorlige ulykker, hvis lastbilen ruller rundt. Den største synlige nyhed er dog det helt nye førerhus – det såkaldte S-førerhus. Det helt specielle ved dette førerhus er, at gulvet er plant og kabinen har fået en helt ny indretning med fokus på plads, ergonomi og dagligdags komfort for chaufføren. Men der er også nyheder ift. motorerne, akslerne, chassiset, designet, og meget mere. I det hele taget er de nye lastbiler spækket med nyheder, og vi håber du vil føle dig helt opdateret efter at have læst dette blad. Og ja ellers er du mere end velkommen til kontakte en Scania-sælger. De er nemlig blevet topuddannet og kender alle detaljerne til fingerspidserne. Vi ønsker dig god fornøjelse med læsningen. Med venlig hilsen Janko van der Baan Adm. direktør
Download PDF fil
Arkiv