Forhudsforsnævring Til patienter og pårørende Vælg farve Behandling af forhudsforsnævring med binyrebarkhormon creme. Flere udenlandske videnskabelige undersøgelser har vist, at man kan behandle børn med forhudsforsnævring med påsmøring af binyrebarkhormon creme. Hermed kan man ofte undgå operation. Resultatet viser, at mellem 70-90 % af børnene opnår et fuldt tilfredsstillende resultat. Det vil sige at forhuden kan trækkes tilbage uden besvær. Der er i de samme undersøgelser ikke fundet nogen bivirkninger. Behandlingen påvirker ikke børnenes egen produktion af binyrebarkhormon. Behandlingen Der behandles med salve Diproderm 0,05 %. • Lad barnet tage karbad i ca. 15 minutter, tør penis og træk derefter forhuden forsigtigt et stykke tilbage. Smør lidt salve (brug ikke mere salve end størrelsen af et riskorn) (Diproderm 0,05 %) på den snævre ring af forhuden - brug fx. en vatpind. • Denne behandling gentages hver dag i 6 - 8 uger, bedst om aftenen inden sengetid. • I løbet af denne periode bør barnet selv lære at trække forhuden tilbage, mindst en gang om dagen, for at undgå tilbagefald (recidiv). • Hvis forhuden trækkes helt tilbage over penishovedet, skal man være opmærksom på, at forhuden igen trækkes på plads. Dette er vigtigt for at undgå hævelse af penishovedet og forhuden, som kan umuliggøre, at forhuden kan komme på plads. • Undgå påsmøring af hormoncreme på penishovedet. • Ved konservativ behandling med Diproderm salve kan man tidligst forvente effekt 3 uger. • Der anbefales almindelig håndvask efter påsmøring. Kontrol af behandlingsresultat efter 8 - 10 uger i Urinvejskirurgi, ambulatorium. Er forhudsforsnævringen herefter fortsat til stede, kan operation komme på tale. Med venlig hilsen Personalet, Urinvejskirurgi Godkendt af Overlæge Bettina Kõnig x 1/1 Materiale nr: 145670 22.08.2019
Download PDF fil