Hvordan behandles søvnapnø ? Den mest almindelige form for behandling er Continuous Positive Airway Pressure (CPAP) = (konstant positivt tryk) Fra CPAP apparatet blæses luft med overtryk gennem en slange og en maske ind i svælget, således at overtrykket hele tiden holder svælget åbent. Når luftvejene holdes åbne, og der er fri luftpassage, vil der straks opstå en regelmæssig vejrtrækning. Vejrtrækningscentret i hjernen, som er ansvarligt for, at vi trækker vejret, fejler sædvanligvis intet ved søvnapnø. Et almindeligt CPAP udstyr er således ingen respirator. Det er individuelt, hvor stort et tryk hver enkelt person behøver. Maskinen regulerer selv dette ud fra personens vejrtrækning. Er der tendens til apnø, sættes trykket lidt op. Hvis der er fri luftvej, holdes trykket og efter en tid forsøger apparatet at sænke trykket gradvist. Resultatet er, at apparatet hele tiden sørger for at levere et tryk, der er tilstrækkeligt højt til at holde luftvejen fri. De fleste har behov for større tryk når de ligger på ryggen, end når de ligger på siden. For at apparatet effektivt kan blæse luften ind i luftvejen, er det vigtigt, at man får en maske som passer til ansigtsformen. I nogle tilfælde kan man bruge en maske, som kun sidder over næsen. I andre tilfælde skal man have en full face maske, som dækker både næse og mund. CPAP-behandling er ofte en livslang behandling. Hvis man sover en nat uden apparaturet kommer apnøerne straks igen. De fleste vil efter 2-3 nætter uden CPAP-udstyret føle, at trætheden om dagen vender tilbage. 4
Download PDF fil