Side 1
Autoimmun hepatitis Til patienter og pårørende Vælg farve Hvad er autoimmin hepatitis Autoimmun hepatitis er en kronisk sygdom som kendetegnes ved at kroppens eget immunforsvar angriber leveren. Det er en sjælden sygdom med ca. 100 nye tilfælde om året i Danmark, hvoraf omkring 75 % er kvinder. Sygdommen smitter ikke og der er ikke noget man selv kan gøre for at undgå at få autoimmun hepatitis. Årsagen til sygdommen er ukendt, men skyldes formentlig et samspil mellem udefrakommende faktorer, immunologiske - og arvelige forhold. Symptomer Sygdommen viser sig i starten på flere forskellige måder, afhængigt af hvor høj eller lav aktivitet der er i sygdommen. Kendetegnende er at patienter har oplevelsen af dårlig almentilstand, nedsat appetit, træthed og muligvis gulsot. Blodprøver er som regel ikke nok til at stille diagnosen, ofte er det nødvendigt at udtage en vævsprøve fra levervævet (leverbiopsi) for endeligt at fastslå diagnosen. Når først sygdommen er velbehandlet mærker de fleste patienter meget lidt til sygdommen. Dog oplever nogen i perioder træthed, nedsat appetit, kvalme og hudkløe. Behandling Sværhedsgraden af sygdommen er forskellig og behandlingen skal tilpasses derefter. Målet med behandlingen er at få sygdommen til at gå i ro samt forebygge at den blusser op igen. Under behandlingen er det nødvendigt med kontrol på sygehuset og blodprøver hver 3. - 6. måned, således at behandlingen straks kan justeres hvis sygdommen blusser op igen. Der anvendes som hovedregel 2 slags tabletter som på forskellig måde dæmper immunsystemet. Disse 2 stoffer er Prednisolon (binyrebarkhormon) og Azathioprin (Handelsnavn Imurel) . I starten behandles næsten altid med en højere dosis binyrebarkhormon, som senere suppleres med Azathioprin. Binyrebarkhormon dosis nedtrappes til lavest mulig dosis, hvor sygdommen stadig holder sig i ro. På længere sigt kan en del patienter helt ophøre med binyrebarkhormon, men skal fortsætte med Azathioprin. Behandlingen med Azathioprin er for de flestes vedkommende livslang. Livet med autoimmun hepatitis Langt de fleste patienter med autoimmun hepatitis har rigtig god effekt af nævnte medicinske behandling og lever et normalt langt liv. En mindre gruppe af patienter oplever bivirkninger til medicinen, hvorfor andre præparater kan komme på tale. Nogle få patienter reagerer ikke tilstrækkeligt på den medicinske behandling og er i en risiko for at udvikle betydende leverskade og senere skrumpelever. Her vil man forsøge at behandle med nyere lægemidler. Ved komplikationer til en skrumpelever kan der i sjældne tilfælde blive tale om, at det er nødvendigt med en levertransplantation. x 1/2 Materiale nr: 159893 20.12.2022


