Høreundersøgelse af nyfødte Til patienter og pårørende Vælg farve Dette er et tilbud til alle forældre om, at nyfødte børn kan få hørelsen undersøgt (screenet). Undersøgelse af høreevne Ved undersøgelsen sender en lille øreprop klik- lyde ind i barnets øregang. Når klik-lydene modtages i det indre øre, vil de lave et ekko, som opfanges via høretelefonen. Et ekko er udtryk for, at øret er velfungerende, og at barnet kan høre. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at sætte 3 små sensorer (elektroder) på hovedet: 1 i panden, 1 på kinden og 1 bag øret. Barnet får en lille blød øreprop i øret. Gennem proppen bliver der sendt klik-lyde, og en computer viser resultatet. Undersøgelsen er hurtig overstået og foretages bedst, mens barnet sover. Undersøgelsen er ikke på nogen måde ubehagelig for barnet, og der er ingen risiko for komplikationer. I kan som forældre være til stede hele tiden og få svar med det samme. Hvorfor er det vigtigt at undersøge hørelsen? Hørelsen er med til at udvikle og forme et barns personlighed og adfærd. Spædbørn og små børn bruger hørelsen til at lære at genkende stemmer, efterligne lyde og udvikle sprog. Hørelsen bruges også til at orientere sig og opfange faresignaler, ikke mindst i samspillet med omgivelserne. Derfor er det bedst for barnets udvikling at opdage en evt. hørenedsættelse tidligt. Så er chancen for, at barnet får en helt normal opvækst, større. Hvornår foretager jordemoderen undersøgelsen? Høreundersøgelsen foretages i de fleste tilfælde, når barnet er mellem 2 og 3 dage gammelt. Har barnet været indlagt mere end 48 timer på neonatalafdelingen, foretages undersøgelsen så vidt muligt inden udskrivelsen. Hvor foretager jordemoderen undersøgelsen? Høreundersøgelsen foretages på Fødegangen i Aabenraa. Det er endvidere mulig, at foretage undersøgelsen i forbindelse med ambulant hjemmebesøg. Hvordan forbereder du barnet til undersøgelsen? Det er vigtigt, at barnet er roligt ved undersøgelsen. Bedst er det, hvis barnet sover. Derfor vil det være en god ide evt. at give barnet mad kort før undersøgelsen. Hvad fortæller resultatet? Hvis der registreres en reaktion på de lyde, der sendes ind i øret, fungerer det indre øre. Barnet har derfor med al sandsynlighed ikke en hørenedsættelse. Alligevel er det vigtigt, at du/I fremover er opmærksom på, om barnet hører godt, da forskellige former for hørenedsættelse kan udvikle sig senere. Hvis du/I bliver bekymret over barnets hørelse, bør du/I altid tale med lægen, sundheds- plejersken eller ørelægen om det. Barnets hørelse kan undersøges uanset alder. Afsnit for Fødsler x 1/2 Materiale nr: 103912 07.03.2024
Download PDF fil