Patientinformation Ryggen består af 24 hvirvler. Der er 7 halshvirvler, 12 brysthvirvler og 5 lændehvirvler. Imellem hver hvirvel er der discusskiver. Discusskiverne består af en fast ydre ring og en geléagtig kerne. Det er dem, der giver ryggen sin bevægelighed. Hvis man bliver udsat for et kraftigt slag eller stød imod ryggen, kan en eller flere af hvirvlerne brække. Hvis den brækkede hvirvel stadig er stabil, kan man undgå operation. Bruddet skal i stedet holdes i ro, mens det heler. Hvis bruddet er ustabil, og man fortsat ikke vil operere, skal bruddet ligeledes holdes i ro. Stabile skader er brud uden skade på nervevæv og ledbånd, og hvor risikoen for skade på nervevævet er meget lav. Ustabile skader er brud som omfatter 2 eller 3 på hinanden følgende hvirvler, som eventuelt kan være kompliceret med skade af nervevæv og ledbånd. Brud kompliceret med skade af nervevæv, eller hvor skade på nervevæv er med høj risiko, regnes også som ustabile. For at sikre at bruddet holdes i ro, bliver man udstyret med et korset. Korsettet tilpasses den enkelte. Korsettet skal bruges i 3 måneder, hvis andet ikke er oplyst, og man skal have det på, når man er oppe. 3
Download PDF fil