Hvad er CPAP? CPAP er et system, der giver et overtryk i lungerne og derved hjælper barnet med at trække vejret. Det er mere skånsomt end respiratorbehandling og barnet er selv med til at gøre arbejdet. CPAP er den foretrukne behandling af spædbørn med vejrtrækningsproblemer. Her får barnet et konstant overtryk af ilt eller atmosfærisk luft blæst ned i lungerne via en lille studs med to små rør i næsen. Hvordan virker CPAP? • Det positive tryk modvirker, at de små luftblærer i lungerne falder sammen. • Blodets iltning forbedres • Det bliver lettere for barnet at få evt. slim op af lungerne. • Vejrtrækningen bliver mere stabil og regelmæssig. Det er sjældent, at der er problemer, når barnet får CPAP. Dog kan barnet få luft i mavesækken og derfor har barnet altid en sonde, der står åben, så luften kan komme op igen. En sonde er en tynd, blød plastikslange, der føres via et næsebor ned i maven. Hvilke børn har behov for CPAP? • Børn, der er født for tidligt. • Børn med infektioner. • Børn med nogle former for hjertesygdomme. • Børn, der har fået for lidt ilt før, under og efter fødslen. • Børn med 'våde lunger' dvs. at lungerne ikke er ordentligt udfoldet og der stadig er lidt væske ved lungerne. Det kan ske f. eks. efter kejsersnit. • Børn, der knirker. • Børn, der trækker vejret for hurtigt. • Børn, der har svært ved at trække • vejret. • Børn, der har svært ved at ilte sit blod. • Behandlingen fortsættes så længe, der er behov for det. Når barnet viser tegn på at kunne klare vejrtrækningen selv uden problemer, trappes der stille ud af CPAP. 2
Download PDF fil