Når jeres barn skal bedøves Til patienter og pårørende Vælg farve Information om bedøvelse Kære forældre Her kan I læse de vigtigste informationer i forbindelse med jeres barns bedøvelse. Læs også informationen på vores hjemmeside og se filmen "Aksel skal bedøves" sammen med jeres barn. Brug QR-koden til højre for at åbne hjemmesiden. I har fået udleveret en maske til jeres barn. Vi anbefaler, at I hjælper barnet med at vænne sig til masken ved at lege med den derhjemme. Barnet kan prøve at sætte masken på sit ansigt, lugte til den og trække vejret ind og ud ligesom en pilot. Bamser, søskende og forældre må også gerne bedøves med masken. På den måde vil masken føles mere tryg og velkendt på operationsdagen. I har også fået udleveret to bedøvelsesplastre med lokalbedøvende creme (Emla) samt en pjece med vejledning om, hvordan, hvor og hvornår plastret skal påsættes. Beroligende medicin inden operation Nogle børn kan have gavn af beroligende medicin inden operation. Medicinen kan gives enten som en lille saft eller i form af en næsespray. Behovet vurderes af bedøvelseslægen i samarbejde med jer forældre inden operationen. Hermed de vigtigste oplysninger Det er vigtigt at jeres barn er fastende og tørstende inden bedøvelsen. I kan se her hvordan: Fasteregler Indtil 1 time før jeres mødetidspunkt må barnet drikke vand, saftevand, sukkervand og frugtjuice uden frugtstykker. Indtil 3 timer før jeres mødetidspunkt må barnet få modermælk. Indtil 4 timer før jeres mødetidspunkt må barnet få modermælkserstatning. Indtil 6 timer før jeres mødetidspunkt må barnet spise og drikke normalt. Infektion Bemærk: Jeres barn skal være rask inden den planlagte operation, da især luftvejsinfektioner kan medføre alvorlige komplikationer i forbindelse med bedøvelse. Hvis I er i tvivl om, hvorvidt jeres barn er rask nok til operation, bedes I kontakte narkoselægen. Hverdage mellem 8.00 og 14.30 på telefon: • Aabenraa: 79 97 61 18 • Sønderborg: 79 97 41 31 Jeres rolle Det er vigtigt at I er ærlige over for jeres barn og fortæller hvad det kan forvente. Jeres evne til at være rolige er vigtig under jeres barns forløb på sygehuset. Med venlig hilsen Bedøvelse og Intensiv x 1/1 Materiale nr: 170430 28.03.2025
Download PDF fil