Røntgenundersøgelse af knogler og lunger Til patienter og pårørende Vælg farve Det skal du gøre inden undersøgelsen • Fjerne smykker og piercinger fra det område, som vi skal tage billeder af. • Undgå om muligt tøj med pynt som metal og knapper. • Hvis du er gravid eller hvis der er mulighed for at du er gravid, skal du kontakte os. Sådan foregår undersøgelsen Du skal under fotograferingen være afklædt på den del af kroppen, hvor du skal røntgenfotograferes. Undersøgelsen foregår ved, at vi så nænsomt som muligt placerer den kropsdel, du skal have undersøgt på eller foran en plade (detektor). Herefter indstiller vi røntgenapparatet med henblik på at få de bedst mulige billeder. Vi vil typisk røntgenfotografere kropsdelen i minimum 2 vinkler. Det er vigtigt, at du holder den kropsdel, der bliver undersøgt, helt i ro, mens du bliver røntgenfotograferet, da bevægelser påvirker billedkvaliteten. Hvis billederne bliver rystede, kan vi blive nødt til at røntgenfotografere igen. Under røntgenfotograferingen står, ligger eller sidder du. Det afhænger af, hvilken del af din krop, der skal undersøges. Varighed Undersøgelsen varer ca. 10 minutter. Efter undersøgelsen kan du gå hjem. Selvom du har en fast tid, kan der opstå ventetid på grund af akutte patienter. Svar på undersøgelsen Du får resultatet og en eventuel videre plan ved den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen. Hvad er en røntgenundersøgelse Røntgenbilleder dannes ved, at et røntgen- apparat udsender røntgenstråler, som rammer en plade, der er placeret bag den del af kroppen, der skal undersøges. Herefter kan en computer omdanne data fra pladen til et sort/hvidt røntgenbillede af den eller de knogler, der skal undersøges. Røntgenbilleder udnytter at forskelligt væv optager strålingen forskelligt. Knogler bliver til hvide skygger, bløde kropsdele som fedt, muskler, hud og blod viser sig som grå skygger og luften i lungerne fremstår sort. Røntgenstråler i større doser er skadelige. I dag er risikoen ved røntgenundersøgelser minimal, da moderne røntgenapparater tager billeder af meget høj kvalitet og giver en meget lille dosis. Fordelen ved at få stillet en korrekt diagnose og dermed sikre den korrekte behandling er langt større end den minimale risiko. Hvis en røntgenundersøgelse kan erstattes med en ultralyd- eller MR-scanning, som ikke giver strålebelastning, så gør vi det. Røntgenundersøgelser af børn Vi udfører kun røntgenundersøgelser på børn, hvis lægen har vurderet, at det er den eneste mulighed for at få en sikker diagnose. Da børn har en længere livsperiode, hvorover en eventuel kræft kan udvikle sig, er risikoen ved en røntgenundersøgelse større for børn end for voksne. Røntgen og Scanning Kolding Røntgenafdelingen Middelfart Røntgenafdelingen Vejle x 1/2 Materiale nr: 177576 30.10.2023
Download PDF fil