CT-skanning af tyktarmen Du er indkaldt til en CT-skanning, som kræver forberedelse. CT-skanning af tyktarmen (CT-kolografi) For at få en god undersøgelse er det nødvendigt, at du dagen før undersøgelsen tømmer tarmen ved hjælp af afføringsmidlet Moviprep og Toilax Vedlagt her i brevet. OBS: Da Moviprep kan nedsætte virkningen af andre lægemidler, der tages gennem munden, bør disse tages mindst 1 time før du tager Moviprep. Dagen før undersøgelsen: Du må indtil kl. 16.00 spise kost bestående af eks. kogt lyst kød (kylling eller fisk), pasta, lyst brød og kogte æg. Resten af dagen må du ikke spise fast føde, men skal drikke rigelig med tynde væsker, dvs. vand, bouillon/klar suppe uden fyld, kaffe, te, saft, sodavand og juice uden frugtkød, men ingen mælkeprodukter. Du skal drikke rigeligt, mindst 2-3 liter i løbet af dagen, da udrensningen giver tynd mave. Sådan tager du Moviprep: Kl. 17.00: Indholdet i pose A og B opløses tilsammen i en liter vand. Blandingen drikkes over 1-2 timer. du kan evt. tilsætte lidt saft. Derudover tages 2 piller Dulcolax. Kl. 20.00: Gentag proceduren som beskrevet ovenfor, med det sidste brev A og B fra pakken. Derudover tages 2 tabletter Toilax. Hvorfor CT-skanner man tyktarmen? Det er ikke altid muligt at foretage en kikkertundersøgelse, hvor hele tyktarmen ses. Dels fordi tarmen kan være for slynget eller lang, dels fordi undersøgelsen kan udløse smerter. I stedet for, eller som supplement, kan man undersøge tyktarmen ved hjælp af en CT-skanning, som er en røntgenundersøgelse af tyktarmen. En CT-skanner danner snitbilleder af kroppen ved hjælp af et røntgenrør, der roterer omkring et leje. CT af tyktarmen kaldes også for en virtuel kikkertundersøgelse, fordi man kan få billeder fra indersiden af tarmen, der ligner dem, som kan ses ved en kikkertundersøgelse (koloskopi). Hvordan foregår en CT-skanning af tyktarmen? I forbindelse med skanningen pumpes luft i tyktarmen gennem et lille plastikrør, som lægges op i endetarmen. Af hensyn til diagnosesikkerheden er det vigtigt, at tarmen er helt udspilet. Man skannes 2 gange. Først liggende på maven og derefter liggende på ryggen, hvor man får sprøjtet yderligere kontrastvæske ind i en blodåre i armen. Gør undersøgelsen ondt? Udrensningen kan føles ubehagelig på grund af de mange toiletbesøg, men det gør ikke ondt. Udspilingen af tarmen med luft kan også føles ubehageligt. Maven føles meget spændt og det kan gøre lidt ondt, men det går over så snart trykket tages af, når skanningen er færdig. På undersøgelsesdagen: På selve undersøgelsesdagen skal du faste, men 2 timer før du skal til undersøgelsen, må du spise et lille måltid, dvs. et stykke franskbrød og lidt kaffe eller te. Ingen mælkeprodukter. Herefter må du hverken spise eller drikke.
Download PDF fil