Hvad er smerter? Smertens funktioner Smerten alarmerer os ved at være ubehagelig. Derved gør den os opmærksom på en potentiel fare. Men smerten afbryder også det, vi er i gang med. Når alarmen lyder, er det naturligt at tænke: Hvad er der sket? Er det farligt for mig? Derfor aktiverer smertealarmen både bekymring og stress. Men den får os også til at tænke: Hvad skal der gøres? Dette vil aktivere vore tanker og måske få os til at bede andre om at hjælpe os. I de fleste tilfælde vil vævsskaden helbredes, så smerten forsvinder. Dermed har vi fået endnu en erfaring i livet. Under normale forhold er smerten altså meget mere end blot et symptom på, at der er sket noget med kroppen. Næsten alle disse reaktioner har deres udgangspunkt i vores hjerne, og de præger i større eller mindre grad den smerte, vi mærker. Ved en akut smerte vil smertereaktionen, den lægelige undersøgelse, blodprøver og røntgenundersøgelser ret nøje afspejle den oprindelige vævsskade. Ved kronisk smerte er dette ikke tilfældet. Her spiller andre faktorer en klart større rolle end den oprindelige vævsskade. Det siger noget om, hvor kompliceret kroniske smerter er. Vi ved desværre ikke, hvorfor en smerte bliver kronisk, men mange forhold menes at spille ind. Nogle af disse kan have været til stede før skaden som f. eks. arvelige forhold. Derimod er der ikke tvivl om, at kroniske smerter kan udvikles, selv om den oprindelige skade heler op. Ved kroniske smerter ser man ofte at nervesystemet bliver mere følsomt så tærsklen bliver lavere for, hvad der føles som smerte. På den måde kan kulde, berøring eller almindlig bevægelse pludselig være smertefuldt i stedet for at føles almindeligt. Denne sensibilisering af nervesystemet kan foregå i hele nervesystemet. Det er altså i højere grad nervesystemets følsomhed, der er problemet og langt mindre den oprindelige skade. Hvordan og hvorfor varierer den kroniske smerte? Den kroniske smertes sværhedsgrad er ofte svingende og en forværring skyldes som regel IKKE en ny vævsskade. Der er altså ikke grundlag for at frygte en ny skade, hvis en kendt smerte forværres - heller ikke selv om der går nogle uger, inden den atter bliver mindre. Hos nogle forværres den kendte smerte efter fysisk aktivitet og det varer længere tid end forventet, inden smerteniveauet normaliserer sig. Det er meget generende for den enkelte og kan være vanskeligt at forstå for andre mennesker. Det skyldes ofte ovennævnte sensibilisering af nervesystemet, hvor tærsklen for smerte sænkes, og hvor nervesystemet fortsætter med at sende smertebeskeder, efter belastningen af kroppen er overstået. For vore patienter kan nedenstående derfor være velkendt: • uforholdsmæssig stor forøgelse af smerten efter fysisk aktivitet. • uforholdsmæssig langvarig forøgelse af smerten efter fysisk aktivitet. • uforholdsmæssig stor udbredning af smerten efter fysisk aktivitet. • uforholdsmæssig lille effekt af smertestillende medicin. De nævnte reaktioner kan også optræde efter psykiske belastninger såvel som fysisk aktivitet. Der er individuelle forskelle på reaktionerne, men de fleste patienter mærker, at der skal meget mindre til at forøge smerten sammenlignet med tidligere. Den øgede følsomhed i nervesystemet medfører altså en forstærkning af smerteoplevelsen. 4
Download PDF fil