Velkommen Velkommen til Ortopædkirurgisk Afdeling på Vejle Sygehus. Denne pjece er en information til dig, der skal have et kunstigt knæ. Pjecen beskriver hele forløbet fra forundersøgelse og indlæggelse til efter udskrivelsen. I pjecen finder du også træningsøvelser. En udskiftning af knæleddet er et omfattende indgreb. Det er derfor vigtigt, at beslutningen om operation foretages på den rigtige baggrund og på det rigtige tidspunkt, så indgrebet får et tilfredsstillende udfald. Du kan forvente, at du selv skal yde en stor indsats for at komme i gang efter operationen. Din operation foregår i et ambulant forløb, hvilket betyder, at du kan komme hjem på operationsdagen. Dette forudsætter dog, at du er klar til det. Operationen udføres af erfarne speciallæger fra Ortopædkirurgisk Afdeling. Derudover er både plejepersonalet og fysioterapeuterne meget erfarne og vil støtte dig gennem hele forløbet. Det er vores erfaring, at du bliver sparet for bekymringer og overraskelser, hvis du på forhånd ved, hvad der skal ske. Vi vil derfor opfordre dig til at læse denne pjece grundigt igennem. Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om noget. Forskning For at udvikle og forbedre behandlingen for kommende patienter der skal have indsat et kunstigt knæled, gennemfører vi løbende videnskabelige projekter på Ortopædkirurgisk Afdeling. Du kan derfor blive spurgt, om du vil deltage i projekterne. Hvis det er tilfældet for dig, vil du blive grundigt informeret mundtligt og skriftligt, inden du skal tage stilling til om du vil deltage i projektet. Det er frivilligt at deltage, og du har altid ret til at sige nej. Selvom du har sagt ja, kan du på ethvert tidspunkt trække dig ud af projektet. 2
Download PDF fil