Livet som pårørende Vi vil gerne byde dig velkommen som pårørende i Onkologisk Afdeling. Vi ved, at når én der står dig nær bliver ramt af kræft, påvirker det hele familien og omgangskredsen. Både praktisk og følelsesmæssigt. Det vil være forskelligt, hvordan du som pårørende reagerer på de ændringer der sker, når én der står dig nær bliver alvorligt syg. Nogle reagerer fysisk med søvnbesvær, svimmelhed, hovedpine, manglende appetit, hjertebanken og diarré. Andre oplever psykiske reaktioner, hvor humøret kan svinge, og det kan være svært at koncentrere sig. Det er desuden almindeligt at opleve vrede og magtesløshed, men også at opleve nye og stærke sider hos sig selv. For mange betyder det, at der pludselig bliver stillet nye krav til én. Fx at du må påtage dig nye praktiske opgaver. Du skal forholde dig til nye tanker og bekymringer. Hverdagen og samværet kan være kaotisk, usikkert og anderledes end før. Du kan opleve, at du på den ene side står ved siden af og skal hjælpe, mens du på den anden side selv kan være påvirket af den nye situation. Dit forhold til den syge kan forandre sig. Det kan være, at I kommer tættere på hinanden eller modsat, at I kommer længere fra hinanden. Det kan også være, at du bliver mere opmærksom på, hvordan den syge har det, og at du derfor sjældent har fokus på dit eget velvære. Du som pårørende er en vigtig ressource i den kræftramtes forløb, idet du har en særlig viden om vedkommende. Dette kræver meget af dig, og du kan føle et stort forventningspres. Her er det vigtigt, at du også passer på dig selv og er opmærksom på, at det er okay at sige fra. Du kan til tider opleve, at frygten for at miste fylder det meste af dine tanker, og på andre tidspunkter vil det være håbet, der fylder. Denne vekslen mellem følelserne er helt naturlig. Undersøgelser har vist, at pårørende til alvorligt syge er i høj risiko for selv at blive syge. Derfor er det vigtigt, at du prøver på at skabe balance mellem at hjælpe og støtte, og samtidig gøre noget godt for dig selv. 4
Download PDF fil
Til patienter og pårørende Pårørende - livet tæt på et menneske med kræft Vælg farve Onkologisk Afdeling