Side 4

Hvilke bivirkninger kan du få? Gener i mund og svælg (HD-MTX) kan give svære mundgener med smerter og besvær med at synke spyttet, idet slimhinderne i mundhule og svælg løsner sig. Trods forebyggelse med calciumfolinat er der nogle, der alligevel oplever smerter og synkeproblemer. Når slimhinderne er blevet sårbare, kan der komme infektion med bakterier, virus eller svamp oveni. Hvis det sker, kan symptomerne forværres. Derfor er det vigtigt med god mundhygiejne. Skulle du alligevel få mundgener i form af sår, blærer, belægninger eller smerter i munden, er det vigtigt, at du gør opmærksom på dette, så du kan få den rette behandling. Hvis det er nødvendigt, vil du også få smertestillende medicin. Hvad kan du selv gøre for at forebygge generne: • Skylle munden hyppigt med vand • Børste tænder med blød tandbørste 3-4 gange dagligt • Brug tandpasta, der indeholder fluor, da det forebygger huller i tænderne • Tyg medicinsk tyggegummi uden sukker og uden frugtsyre, idet det renser tandkødet og stimulerer spytproduktionen Gulfarvning af urin HD-MTX har en kraftig gul farve, og det farver din urin i samme kraftige farve. Det betyder ikke noget og forsvinder af sig selv igen dagen efter. Nyreskade Hvis urinen ikke er basisk, kan HD-MTX udfældes som krystaller i nyrerne og give varig nyreskade. Det er derfor vigtigt at tage natriumhydrogenkarbonat kapsler (base-tabletter). Påvirket lever Dine levertal kan forbigående blive forhøjede. Det er yderst sjældent, at der kommer varige leverskader. Fortæl din læge, hvis du har haft eller har et større alkoholforbrug eller har haft leversvigt eller leverbetændelse. 4

Side 5

Hududslæt I sjældne tilfælde kan HD-MTX give et allergisk hududslæt i form af nældefeber. Øget lysfølsomhed er også beskrevet, så det er klogt ikke at være i direkte solså længe du får behandling med MTX. Hvad kan du selv gøre: • Anvend dagligt en fed, uparfumeret fugtighedscreme • Brug solcreme med høj faktor og beskyt huden med tøj og hat ved ophold i stærkt sollys. Vær ikke i solen mellem 12 og 15 • Gå ikke i solarium under behandlingsforløbet og op til 1 år efter afsluttet behandling Andre bivirkninger Nogle få kan opleve hovedpine, svimmelhed og døsighed under behandlingerne. Enkelte kan få muskelsmerter. Samliv At være i et behandlingsforløb med kemoterapi vil som oftest bevirke nedsat energi og træthed. Det er en normal reaktion at lysten til sex bliver mindre i en periode. Der er overhovedet ingen risiko forbundet med kropslig kontakt. Kræft smitter ikke og du gør ikke skade på andre på grund af behandlingen. Du kan fortsætte et normalt samliv i det omfang du har lyst. Alternativ medicin/ behandling Såfremt du ønsker at gøre brug af alternativ medicin eller behandling, er der som regel intet til hinder for dette. Der er ingen grund til at tilbageholde oplysningerne herom for afdelingens læger. Tværtimod er det en fordel at lægen, der er ansvarlig for behandlingen, har kendskab til hvilken medicin eller anden behandling du evt. får. 5

    ...