Hel eller delvis bristning af endetarmens lukkemuskel En sphincterruptur er en hel eller delvis bristning af lukkemusklen ved endetarmen i forbindelse med fødslen. Da der samtidig sker skader af nerveforsyningen, betyder det, at følesans og muskelfunktion er nedsat i området ved bristningen. De første dage Hvis der er hævelse og ømhed ved bristningen det første døgn, kan du lægge ispakning/isbind på max 15 minutter ad gangen med et par timers mellemrum. Du skal forsøge at undgå tyngdefornemmelse og smerter i bækkenbundsområdet. De første dage skal du veksle mellem siddende og liggende stillinger. Det kan være en god ide at sidde på en pude, da det kan virke aflastende. Du skal gradvist øge de siddende intervaller alt efter smertegrænsen. Når du skal ud af sengen, kan du med fordel rulle om på siden med samlede ben og støde fra med armene til siddende. Amning Når du ammer, er det godt at veksle mellem siddende og liggende stilling. Under indlæggelsen Du får udleveret smertestillende medicin de første dage, som du selv er med til at administrere. Du får også medicin, som forebygger forstoppelse. Medicinen skader ikke dit barn via modermælken. Vi opfordrer dig til at fortælle os, hvis du har ondt, og har behov for ekstra smertestillende medicin. Det er vigtigt, at du ikke har mere ondt, end at du kan bevæge dig frit. På 3. dagen efter din fødsel vil din bristning blive tilset af en jordemoder. Vi anbefaler, at du drikker 1-2 liter væske hver dag. Du kan blive udskrevet, når du føler dig fysisk og mentalt klar til det. Hygiejne: Skyl såret rent Såret holdes rent for at undgå betændelse. Op til 3 uger efter fødslen skal du skylle såret med lunken vand med håndbruser eller skylleflaske efter hvert toiletbesøg. 2
Vejledning ved fysioterapeut Du bliver vejledt af en fysioterapeut i de nedenstående øvelser. Vi anbefaler at du laver øvelserne hver dag. Venepumpeøvelser: 1. Læg dig på ryggen med bøjede knæ og fødderne i underlaget. Tag en dyb indånding, så maven udvides, og pust langsomt ud igen. Gentag ca. 10 gange. 2. Løft bækkenet op mod loftet. Hold gerne 2-3 sekunder og sænk bagdelen i underlaget igen. Gentag 5-10 gange. Alternativt spænd musklerne i låret ved at strække knæene 5-10 gange. 3. Hold benene strakte og tegn cirkler i luften med fødderne. 4. Vip fødderne op og ned. Knibeøvelser (træning af bækkenbunden): Læg dig på ryggen med bøjede knæ og fødderne i underlaget eller læg dig på siden eller på maven (med en pude under maven). Spænd omkring endetarmsåbningen, ligesom når en prut holdes tilbage. Hold spændingen i 2-3 sekunder og slap langsomt af. Gentag 5-10 gange. Tag hensyn til din smertegrænse, når du laver knibeøvelser. Det må gerne stramme lidt i området, når du kniber. Træning 3 uger efter fødslen Under indlæggelsen får du udleveret pjecen: I form efter fødslen. Du skal først starte med at træne efter denne pjece 3 uger efter fødslen. Efter udskrivelsen Du skal undgå at løfte og belaste bækkenbunden mere end til smertegrænsen og undgå følelsen af tyngde på bækkenbunden. Vi anbefaler derfor at du de første 3-4 uger, undgår at bøje mere end 90 grader i hoften, fx undgå at sidde på hug, at bøje dig ned eller at løfte for tunge ting. Det kan være en god idé at lægge et stykke plastic på en pude på bilsædet. Sæt dig baglæns ind på sædet, så du kan dreje rundt på sædet med samlede ben. 3