Herpes Til patienter og pårørende Vælg farve Herpes er et virus, som giver blærer og sår på munden og ved kønsdelene. Blærer på munden kaldes også forkølelsessår. Herpes er meget almindelig. Cirka 1/5 af alle voksne er smittet med herpes på kønsdelene. Er du smittet med herpes, forbliver virus i kroppen resten af livet. Herpes kan altså ikke helbredes, men medicin kan gøre udbruddene mildere. Smitte Herpes smitter ved samleje i skede, endetarm og ved oralsex. Herpes kan også smitte ved berøring og kys. De fleste smittes med forkølelsessår som barn. Risikoen for at blive smittet med herpes er størst, når der er et udbrud af herpes. Personer med herpes kan også godt smitte, selvom de ikke har et udbrud. Hvis du selv har herpes og rører ved sårene, kan du bringe smitten videre til andre steder på kroppen. Symptomer Du kan have herpes i lang tid uden at have symptomer. Du kan også have svage symptomer. Symptomerne er smerter, hævelse, rødme, kløe og svie på kønsdelene. Herefter kommer der små, væskefyldte blærer, der brister og bliver til sår. Det første herpesudbrud viser sig som regel inden for en uge efter smitte og varer omkring to uger. Du kan få hovedpine, ondt i halsen, let feber og muskelsmerter ved første udbrud. Efterfølgende udbrud af herpes er ofte mildere og varer kortere tid. Enkelte, som lider af tilbagevendende herpesudbrud, kan få varige beskadigelser af nerverne. Det viser sig som føleforstyrrelser, svie og smerter i huden. Behandling Lægen afgør, om du har herpes ved at kigge på såret og kan eventuelt også pode fra såret og tage en blodprøve. Tabletter eller creme kan mindske eller helt fjerne udbruddene. Behandlingen helbreder ikke herpes men afkorter forløbet af udbruddene. Behandlingen virker kun, hvis du starter hurtigst muligt, og helst inden der kommer sårdannelse. Hvis du starter behandlingen hurtigt, både ved det første og de følgende udbrud får du ikke så ofte udbrud, og udbruddene varer ikke så længe. Kontakt Har du yderligere spørgsmål, kan du kontakte Kvindesygdomme ambulatorium tlf. 7636 2477 - hverdage kl.08.15 - 09.15 og kl.14.00 - 14.30 Kolding Sygehus Kvindesygdomme og fødsler Sygehusvej 24 . 6000 Kolding 7636 2000 Læs mere om afdelingen på www.koldingsygehus.dk x 1/1 Materiale nr: 102571 28.06.2018
Download PDF fil