Side 2

Hvordan og hvor foregår undersøgelsen? En kikkertundersøgelse af tyktarmen (koloskopi) foretages i Dagklinikken Kolding Sygehus eller under indlæggelse på Børne- og Ungeafdelingen. Selve undersøgelsen foregår i fuld bedøvelse, så du mærker ikke noget ubehag. Undersøgelsen udføres af en læge fra Organkirurgisk Afdeling. Der bruges en lillefinger-tynd bøjelig slange med en kikkert for enden (skop). Skopet føres op gennem endetarmen. Undersøgelsen tager 30-60 min. Forberedelse inden undersøgelsen: For at undersøgelsen kan gennemføres, skal din tarm være godt udtømt. Det er derfor vigtigt, at du følger nedenstående forberedelse og udtømningsplan. Ugen før: Undlad at spise vindruer med kerner og brød med hele kerne, da det kan sætte sig i skopet, som man indfører. Dagen før: Du må indtage et let morgenmåltid (indtil kl 11.00), derefter kun flydende kost som f.eks. klar suppe, juice uden frugtkød, te, kaffe, sodavand og lign. men ikke mælkeprodukter. Det er vigtigt at drikke rigeligt, gerne sukkerholdige og ikke light produkter. Det gælder også for børn og unge med diabetes. Medicin. Såfremt du får medicin som tabletter, tages det som vanligt, dog senest 1 time før du starter udrensning. Såfremt du får jerntabletter, holdes pause ugen før undersøgelsen. Hvis du tager p-piller, skal du sikre dig imod graviditet på anden vis indtil næste menstruation, da effekten af p-piller kan være usikker på grund af udrensningen. 2

Side 3

Din tarm skal udtømmes med Picoprep. Picoprep er et afføringsmiddel, der giver hyppige tynde afføringer, som kan starte når som helst efter indtagelse. Tilberedning: Picoprep er et hvidt pulver, som blandes i et glas koldt vand og omrøres i 2-3 minutter, inden det er opløst. Blandingen er uklar og kan drikkes, når det ikke længere bruser. Det kan blive varmt under omrøring, du må gerne vente med at drikke det, til det er tempereret. Drik det i løbet af 15 minutter. OBS følg denne vejledning og ikke vejledningen på indlægssedlen: Kl 14.00 indtages 1 brev Picoprep (se ovenstående). Herefter skal du drikke 250 ml. væske hver time de næste 5 timer. Svarende til ca. 1250 ml. Kl. 19.00 indtages 1 brev Picoprep (se ovenstående) Herefter skal du drikker 250 ml. væske hver time de næste ca. 4 timer. Svarende til ca. 1000 ml. På selve undersøgelsesdagen: Indtil 1 time før du skal møde i Dagkirurgi, må du drikke vand, saft eller juice uden frugtkød. Man må have sine forældre eller nær ven hos sig, indtil man er bedøvet. Efter undersøgelsen: Du vil blive tilbudt mad og drikke. Nogle timer efter undersøgelsen har bedøvelsen fortaget sig, og du er frisk nok til at tage hjem. Komplikationer til undersøgelsen er sjældne. Hvis du efter hjemkomsten får kraftige mavesmerter, opkastninger eller tydelige blødninger fra endetarmen, skal du kontakte Børne- og Ungemodtagelsen på telefon 7636 3376. Svaret på undersøgelsen får du efter 2-3 uger. Det gives af din patientansvarlige læge på Børne- og Ungeafdelingen / Børne- og Ungeambulatoriet. Har du spørgsmål til kikkertundersøgelsen, forberedelse eller udtømning, må du kontakte sekretær i Børne- Ungeambulatoriet på telefon 7636 2254. 3

    ...