Tekst: Jacob Wichmann Agerholm Foto: Maria Tuxen Hedegaard Romaskinerne hvæser, når der bliver rykket i håndtagene. Fra træningslokalet kan man se ud over Kolding Fjord, hvor små bølger giver vandet en kruset overflade. Himlen er grå. Det samme er hårpragten på de mænd, der sidder på romaskinerne. Gennemsnitsalderen er over 70. Maskinerne står på række og vender ud mod fjorden, og træningslokalet lugter, som den slags gør. Lidt af sved. Mændene bevæger sig taktfast, når de trækker i romaskinens håndtag og bevæger sig frem og tilbage mod vinduerne, der vender ud mod fjorden. Kun instruktørbåden står på tværs foran vinduerne, og den ror Mogens Pedersen i dag. Mogens Pedersen begyndte at ro som 12årig. Han har roet siden og har blandt andet været formand for Kolding Roklub i en årrække. I dag er han 74 år og ror stadig mange gange om ugen. Men for tre måneder siden var han tvunget til at holde pause fra roningen. Livet igennem har han døjet med menisken i begge knæ, og nu blev de for stort et problem for ham. – Jeg var på en tur til Tyskland sammen med det kor, jeg synger i. Der skulle vi gå en del, og der havde jeg så ondt, at jeg besluttede mig for, at nu skulle jeg opereres. Og så kunne jeg lige så godt lade begge knæ operere i samme ombæring. Så kunne jeg genoptræne dem på samme tid, siger Mogens. Sidegevinst ved motionen Dagen inden operationen roede Mogens 14 kilometer. Bare for lige at få sig rørt lidt. Operationen forløb fint. Halvanden time efter var han ude af sengen og gik ti meter. – Det var fysioterapeuten, der kom og spurgte, om jeg ikke skulle op og gå lidt. ’Kun tre ud af 100 kommer så hurtigt op at gå’, sagde han. Så var jeg jo nødt til det. Dagen efter gik jeg 50 meter. På tredjedagen kom jeg hjem med et par krykker. Dem smed jeg på femtedagen, og så gik jeg ellers bare korte ture. Mogens Pedersen er ikke i tvivl om, at hans gode form og motionsvane har været en stor hjælp i genoptræningen. – Det har jo været en sidegevinst ved motionen, at jeg er kommet mig så hurtigt efter min operation. Det har været dejligt. Jeg synes egentlig, at det skulle være en pligt at motionere tre gange om ugen i en måned op til en knæoperation. Så er musklerne mere klar, og man har måske fået en vane med at dyrke motion. Den vane kan blive guld værd i genoptræningen, siger Mogens. Tilbage på romaskinen I træningslokalet i Kolding Roklub kan man ikke længere se, at Mogens Pedersen blev opereret i knæene for bare tre måneder siden. Udover de to ar ved hvert knæ er der intet at bemærke. Og der bliver roet igennem. – Det har været rigtig fint at komme så hurtigt i gang igen. Hvis folk bare trænede lidt, så gik det meget nemmere. Man skal bare i gang, siger Mogens Pedersen. Bedre muskelfunktion – bedre udgangspunkt Der findes ikke decideret forskning, der viser, hvor meget det betyder for genoptræningen at være i god form. Fysioterapeut på Sygehus Lillebælt Jan Zenker har arbejdet med genoptræning i 13 år. Det er hans klare indtryk, at jo bedre fysisk form man er i, jo nemmere har man ved hurtigt at vende tilbage til det niveau, man havde før operationen. - Jo bedre muskelfunktion og bevægelse, man har inden operationen, des bedre er udgangspunktet for, at det hurtigt kommer til at fungere igen efter operationen. Hvis man er vant til at være aktiv, så har man formentlig en evne til at træne rigtigt, forstå kroppen og mærke efter, hvordan træningen føles. Man kan bedre undgå overtræning og overbelastning, siger han. Ifølge Jan Zenker vil man altid foreslå patienten specifik træning inden en knæoperation. Undersøgelser viser, at man i nogle tilfælde kan genoptræne knæet og dermed undgå en operation. Det kan senere have den fordel, at hvis man alligevel skal opereres, så har man lært, hvordan man træner og forholder sig til de smerter, der kan være. Det gør genoptræningen nemmere, siger Jan Zenker. marts 2020 27
Download PDF fil
Arkiv