Adgange Sådan kan du give dine pårørende adgang til din eBoks: Åbn www.eBoks.dk, log ind, klik på Menu, vælg Adgange, tryk på Giv andre adgang. Sådan kan du give dine pårørende adgang til din profil på sundhed.dk: Åbn www.sundhed.dk, log ind, under Registreringer klikker du på Fuldmagt, tryk på Se eller opret fuldmagt. Her kan du som patient give dine nærmeste adgang til informationerne på din profil. Aase anbefaler appen MinSundhed.dk Udover at man giver adgang til eBoks og sundhed.dk, så anbefaler Aase også, at man henter appen MinSundhed.dk. Den er ny, og jeg har derfor ikke selv brugt den i de forløb, hvor jeg har været pårørende. Men jeg kan se, at appen giver et overskueligt overblik over nogle af de samme informationer, som du kan finde på sundhed.dk. Og her kan du også give adgang til pårørende, siger hun. I Region Syddanmarks egen app Mit Sygehus kan du også invitere pårørende til at følge dit forløb. Her kan du holde styr på aftaler, se meddelelser og få nyttig viden. Ideen om de digitale adgange kom, som Aases far blev ældre. – Min far var jo naturligt mere træt, som han kom op i årene, og han orkede ikke at sætte sig ind i så meget. Egentlig var han frameldt digital post, men vi fik ham meldt til igen, for så kunne jeg få adgang til hans postkasse og holde styr på hans ting, siger Aase. Informationerne gav også Aase bedre mulighed for at forberede sig på de samtaler, hun sammen med sin far havde med læger og sygeplejersker. Vished giver mindre bekymring Adgangen til farens post og sundhedsinformationer betød, at Aase kunne holde styr på hans indkaldelser og følge med i prøvesvar og lægernes noter. Det gav mere vished og mindre bekymring for Aase – følelser, der er mange af, når man er pårørende. – Du er fyldt med en stærk bekymring. Det kredser omkring dig hele tiden. Du tænker: ’Hvad kan vi gøre? Og hvor kan jeg hjælpe?’ Og så er der alt det praktiske. Der skal hentes og bringes, og man skal besøge og så videre. Det er en stærk ommøblering af ens eget liv, siger Aase Gilling, der i dag er formand for Patient- og Pårørenderådet på akutsygehuset i Kolding. Giv adgang, inden du bliver syg De digitale adgange har været så stor en hjælp, at Aase anbefaler, at man tager snakken om dem, mens man er sund og rask. – Det er en rigtig god idé at tage snakken og dele adgangen til eBoks og sundhed. dk, inden man bliver syg. At man har snakken med sine nærmeste om, at man vil være der for dem, hvis de bliver syge, og at det derfor kan være en god idé at vise den tillid, det er, når man deler adgangen. Der er ikke kun én, der bliver syg i en familie. Det rammer alle. Derfor er det jo også vigtigt, at man kan få adgang til informationerne, hvis det er nødvendigt. Når man først fejler noget, så falder alle lamellerne ned, og så har man rigeligt at forholde sig til. Så orker man ikke også at skulle ind på eBoks og sundhed.dk, oprette adgangene og alt det her, siger hun. Da jeg fik de her adgange, så var jeg altid opdateret. Så kunne vi i stedet være sammen som far og datter og ikke kun tale om praktiske ting. Det har været ret vigtigt. september 2019 29
Download PDF fil
Arkiv