Tema Alkohol Tommy var alkoholiker i 30 år – så stoppede han med at drikke Han gik på arbejde, drak og sov. Og gik på arbejde igen. Igennem 30 år var Tommy Jensen alkoholiker. Han drak hver dag, og det endte med at give ham skrumpelever. En dag fik han at vide, at han kun havde fire-seks år tilbage at leve i, hvis han fortsatte. Så stoppede han. Alkoholen kom først. Over alt andet. Jeg nåede knap nok at få jakken af, når jeg kom hjem fra arbejde, før jeg havde hældt op. Det var både i kroppen og oppe i hovedet, at der var et behov efter det. Tommy Jensen drak gerne rom. Cirka en flaske om dagen, men oftest lidt mere i weekenderne. På hverdage gik han på arbejde, drak når han kom hjem og stod op klokken fem og gik på arbejde igen. Han var alkoholiker i cirka 30 år, indtil hans mave en dag svulmede op. Det var i år 2013. Han blev gul i huden og i øjnene, og musklerne på armene var efterhånden så tynde, at de ikke kunne bruges til noget. Tommy kom på sygehuset, og over de næste par dage blev der tappet cirka 18 liter væske fra bughulen. – Jeg var meget bekymret for, om det var kræft. Det viste prøverne, at det ikke var, men det var alligevel et chok. Jeg var til samtale med en læge, der sagde, at hvis jeg fortsatte med at drikke, så ville hun give mig mellem fire og seks år Langt de fleste patienter ser vi først, når de er så syge, at deres risiko for at dø er lige så høj som ved en alvorlig kræftsygdom. Når de kommer til os, viser sygdommen sig ved nogle af de komplikationer, som Tommy har haft. 4 juni 2018 Tekst: Jacob Wichmann Agerholm. Foto: Maria Tuxen Hedegaard.
Download PDF fil
Arkiv