Tema Antibiotika Tekst: Jacob Wichmann Agerholm. Foto: Maria Tuxen Hedegaard. Resistente bakterier tvinger Elo på enestue Elo Jensen har fået en infektion med en resistent colibakterie. Han fik den før jul og har derfor ligget på enestue i over en måned. Der skal nemlig særlige forholdsregler til, når en patient bliver smittet med en resistent bakterie. Han synes godt om sin enestue, Elo Jensen. Men grunden til, at han ligger der, synes han ikke godt om. Elo Jensen har en resistent bakterie. Han er indlagt, fordi bakterien skal slås ned med en længerevarende antibiotikakur. – Det er jo ikke særlig sjovt at skulle være indlagt så længe – men sådan er vilkårene, siger Elo. Elo er ramt af en ESBL-colibakterie, som kræver, at man har eget bad, toilet og værelse. Bakterien betyder også, at personalet skal have særlige forholdsregler og skærpet hygiejne. Det er så tæt på isolation, som man kan komme uden dog at være det. – Den type bakterie, som Elo har, smitter gennem afføring og urin, og derfor skal han ikke være fuldstændig isoleret, men ”bare” have en enestue. Om man skal isoleres eller ej afhænger af, hvilken type bakterie, man er smittet med, siger professor og overlæge Isik Somuncu Johansen fra Infektionsmedicinsk Afdeling Q på Odense Universitetshospital. Det er ikke kun resistente bakterier, der skal isoleres. Også ved meget smitsomme sygdomme som roskildesyge er det nødvendigt at isolere. – Bakteriens smitsomhed betyder selvfølgelig noget i forhold til, om man skal isoleres eller ej. Men det betyder også meget, om det er en resistent bakterie. De resistente bakterier er sværere at behandle, og derfor skal de ikke sprede sig, siger Isik Somuncu Johansen. Selvom Elo Jensen kun er på enestue og ikke er isoleret, så ser han alligevel frem til at bakterien er nedkæmpet. – Jeg er ikke ked af at have enestue. Men det værste ved at være indlagt er, at jeg ikke kan bevæge mig i det omfang, jeg gerne vil. Jeg vil jo gerne lidt udenfor og se mig omkring. Så jeg glæder mig til at komme tilbage til et nogenlunde almindeligt liv igen, som det nu kan lade sig gøre, siger Elo. Elos infektion kræver langvarig behandling. Det er resistente bakterier, der kræver, at antibiotika bliver sprøjtet ind i årerne. Det er ikke nok med piller. Når indsprøjtningerne er slut, fortsætter man antibiotika-kuren med piller. Antibiotika-overvejelser er hverdag Ligesom alle andre steder i sundhedsvæsenet, så er overvejelserne om antibiotikaforbruget også en del af hverdagen på Infektionsmedicinsk Afdeling, hvor Elo Jensen er indlagt. – Vi går altid efter at behandle så fokuseret som muligt. Det er et princip. Det betyder, at vi tester patienten og finder ud af, hvilken bakterie de er inficeret af. På den baggrund vælger vi den bedst egnede antibiotika eller kombination af antibiotika, hvor vi kan behandle så smalspektret som muligt. Når behandlingen er i gang, har vi også altid mulighed for at justere løbende, siger Isik Somuncu Johansen. Lægernes opmærksomhed på brugen af antibiotika medvirker til, at bakterier som Elos stadig kan slås ned. Sammen med deres viden om behandlingen er det med til at gøre, at patienter som Elo Jensen er mere trygge: – Nej – jeg er ikke bekymret. Jeg lægger det i hænderne på dem, der har forstand på det. 4 marts 2018
Download PDF fil
Arkiv