Side 8
Organdonatio 8 Hvornår tager vi stilling? Sund i Syd har spurgt adjunkt Anja Marie Bornø Jensen og ph.d. studerende Maria Olejaz fra Københavns universitet, der begge forsker i organdonation, om danskernes holdning til at registrere sig som organdonorer. Flere unge forholder sig aktivt til organdonation. De unge virker mindre berøringsangste end de ældre – de taler mere åbent om liv og død, da de er vant til at tage stilling til mange forskellige emner og til at kommunikere om det på de sociale medier. Samtidig er døden så fjern for dem endnu, at emnet ikke virker afskrækkende. Enkelte danskere vælger at ændre deres ja til et nej, når de får børn. De ønsker ikke, at børnene skal opleve, at far eller mor skal have fjernet organer eller mere synligt væv som hud og hornhinder. For de ældres vedkommende er der mange, der ikke lader sig registrere som donorer, da de har den fejlagtige opfattelse, at deres organer ikke kan bruges på grund af deres alder. For mange danskere er organdonation en privat beslutning, som ikke angår andre. Mange danskere fravælger derfor registeret, men udfylder hellere et donorkort eller taler med familien. Derfor kan tallene i donorregisteret være misvisende, siger forskerne. Sund i Syd har spurgt Maria Olejaz Anja Marie Bornø Jensen Informeret eller formodet samtykke? Informeret samtykke I Danmark har vi informeret samtykke. Det betyder, at man aktivt skal melde sig som organdonor. Formodet samtykke I flere af vores nabolande, eksempelvis Norge og Sverige, har de formodet samtykke. Borgerne er som udgangspunkt tilmeldt som organdonorer og skal aktivt framelde sig, hvis ikke de ønsker at være donorer. I lande med formodet samtykke er der generelt flere tilmeldte organdonorer end i lande med informeret samtykke. JA NEJ Sund i Syd SEPTEMBER 2015
Side 9
Ole Hartling om de etiske dilemmaer ved organdonation Har man ret til at få et nyt hjerte, hvis man ikke selv er villig til at donere et? Kan vi ikke bare købe organer i udlandet for at komme organmanglen til livs? Eller skal alle i Danmark være donorer fra fødslen i stedet for selv at melde sig? Sund i Syd har spurgt Ole Hartling, formand for Etisk Råd i 2000-2007. Hvad taler for og imod organdonation? En gylden etisk regel siger: Man må ikke betragte sine medmennesker som et middel til at opnå noget, men man skal udelukkende se dem som et formål i sig selv. Man må med andre ord ikke tingsliggøre sine medmennesker, da det er krænkende at blive opfattet og behandlet som et objekt. Den regel bliver brudt, når man taler om organdonation. Det menneske, der er dødt, får pludselig en værdi som donor af reservedele til levende mennesker. På den anden side er det helt utroligt, hvor stor gavn organdonation kan gøre. En person, der for eksempel har ventet på en ny lever, oplever det som en kæmpe gave. Når man har set, hvilken usigelig gavn en organtransplantation kan gøre, og hvilket liv den kan bringe, er det svært at være imod. meget brug for leveren – ren fysiologisk. Må man vælge og sige: Det ene liv er mere værd end det andet liv? Som vi har indrettet vores sundhedsvæsen i Danmark, har alle lige ret til et organ. Hvad taler for, og hvad taler imod formodet samtykke? Formodet samtykke betyder, at man er født som donor og giver sine organer medmindre, man aktivt har sagt nej. I Danmark har vi informeret samtykke – det betyder, at man aktivt skal melde sig som organdonor, hvis man ønsker at være det. Modstandere af formodet samtykke mener, at det er en forkert måde at håndtere et tilsagn på – at man tillader sig at formode, at tilsagnet er der, når man ikke aktivt har sagt fra. Når det drejer sig om for eksempel arv, accepterer de fleste danskere dog formodet samtykke. Hvis ikke, der er et testamente, som siger noget andet, går arven til børnene. Man formoder, at det er den afdødes ønske. Formodet samtykke kan i værste fald føre til en opdeling af befolkningen i gode folk og folk, der er mere egoistiske. Det kan give en fordømmelse af dem, der siger nej, hvorimod der ikke er nogen, der siger tak til dem, der giver – det er blot en selvfølge. Det, der taler for for modet samtykke, er, at 80 pct. af den danske befolkning går ind for organdonation, mens et langt mindre antal har registreret sig som organdonorer – formodentlig fordi, de ikke får det gjort, eller fordi registreringen gør døden mere nærværende. I de lande, hvor de har formodet samtykke – eksempelvis i Spanien – er manglen på organer ikke særlig stor. TEKST: JANE BIRCH-LARSEN FOTO: JESPER BALLEBY Kan vi ikke bare købe organerne i udlandet for at komme organmanglen til livs? Manglen på organer har medført kriminalitet, hvilket altid sker, når der er mangel på noget og penge i det. Der er folk i tredjeverdenslande, der vågner op uden en nyre – fordi man simpelthen stjæler folks organer. Det har også betydet, at meget fattige mennesker sælger deres organer for at få penge til såsæd eller til børnenes skolegang. Noget, de formodentlig ikke ville have gjort, hvis de havde penge nok. Undersøgelser viser dog, at en række filippinere, der solgte deres organer, var lige så fattige igen efter et års tid. Samtidig var de frataget muligheden for senere at give en nyre til deres egne børn, hvis de blev syge. Hvis vi i de rige lande kan organisere os på en måde, så vi bliver selvforsynende, kan vi komme noget af denne organhandel til livs. Har man ret til at modtage et organ, hvis ikke man selv er villig til at give et? Fra filosofisk hold vil man sige, at en gave er en gave. Det er en donation, og den er ikke betinget af noget. Andre vil mene, at det er som at køre på fribillet – og jeg kan ikke lade være med også at tænke sådan. TEMA Har nogle mennesker mere ret til organer end andre? Når der er mangel på organer, vil prioriteringen af de organer, der er til rådighed, altid være til debat. Skal det være den hårdtarbejdende, unge familiefar med fire børn, der skal have en ny lever, eller ham på 65 år, der drikker og intet arbejde har? De har begge lige SEPTEMBER 2015 Sund i Syd 9
