Side 4
Det er smukt at give livet videre Louise Hofstedt Nielsen har altid haft det svært med døden. Men da hun mistede en veninde og derefter sit første barn, valgte hun at se døden i øjnene og besluttede at lade sig registrere som organdonor. Det var dog ikke uden kvaler. P å dørskiltet står der fire navne; Louise og Thomas Hofstedt Nielsen samt deres to sønners navne; August og Oscar. Men der burde have stået et femte navn, for drengene har en storesøster. De har dog aldrig mødt hende, for Johanne var død ved fødslen og ligger nu begravet på kirkegården. ”Vi har altid talt meget om Johanne herhjemme, og drengene er helt med på, at de har en storesøster. Når hun har fødselsdag, går vi op på kirkegården og sætter blomster og flag,” fortæller Louise. Johannes død kunne ikke være undgået, men den satte en masse tanker i gang hos Louise. Også fordi hun et halvt år forinden havde sagt farvel til en veninde, der døde af brystkræft. ”Det kom tæt ind på livet, hvor sårbare vi er, og at alderen ikke er afgørende for, hvornår vi skal dø.” ”Der er ingen sorg forbundet med at give blod – det er der ved organdonation. Døden er forbundet med det, og det er nok den frygt for døden, der gør det svært at tænke tanken til ende. Specielt når man ikke er særlig gammel, så er det svært at tænke på, at det kan ske i morgen,” fortæller Louise. tisk, at det var svært, at de skulle skære i hende,” siger Louise. TEKST: JANE BIRCH-LARSEN FOTO: HEIDI LUNDSGAARD Ikke hjertet med i første omgang I første omgang valgte Louise at begrænse donationen, så hjerte og hud ikke var omfattet. ”Jeg er i høj grad et menneske, der taler med hjertet, og det holdt mig fra at sætte flueben ved det. Og så havde jeg det svært med, at de skulle tage min hud – så var man ikke hel og fin, når man blev begravet,” siger Louise. Hun har dog siden ændret sin registrering og fået begge dele med. Fornuften har taget over, og følelserne er lagt til side. ”For jeg kan godt se de mange gode ting i det, når jeg bruger hovedet. Jeg skal jo ikke bruge hverken hjerte eller hud til noget. Og hvis det nu var mit barn eller min mand, der havde brug for et organ, så ville jeg jo også håbe, at der var nogen derude, som ville hjælpe,” siger hun og tilføjer: ”Men det er da mærkeligt at tænke på, hvis mit hjerte måske skal leve videre i en anden. Får den person så noget af mig?” Vigtigt at tage de svære snakke Det endte dog med, at både Louise og hendes mand lod sig registrere. ”Det var et svært flueben at sætte, men man bør tage stilling til det, selvom det ikke er så rart. Jeg har heller aldrig brudt mig om at tænke på, hvordan jeg vil begraves, men det har jeg også fået fortalt min mand nu. Det er vigtigt, at man får taget de ubehagelige snakke. Det følger altså med at blive voksen og få børn,” siger Louise med fasthed i stemmen. Parret fik samtidig lavet et børnetestamente, som angiver, hvor deres børn skal bo, hvis forældrene kommer til skade. ”Det er ligesom med en forsikring. Man håber aldrig, at man kommer til at gøre brug af den, men man ved det jo ikke,” fortsætter hun. Angsten for døden Konfrontationerne med døden fik Louise og hendes mand til at overveje, om de skulle melde sig som organdonorer. Det var dog ikke nogen let beslutning at træffe for Louise. ”Jeg har altid haft en ekstrem angst for døden, men netop fordi døden altid har været så skræmmende for mig, har det været noget, jeg har tænkt meget over, og jeg har gerne villet komme angsten til livs,” siger hun. Louise har været bloddonor i mange år, men det var en langt nemmere beslutning at tage. Pårørende skal have det sidste ord Louise har valgt, at hendes organdonation skal være betinget af de pårørendes accept. Hun regner dog med, at de vil efterkomme hendes ønske, men synes, at de pårørende skal have det sidste ord. ”Hvis det er mig, der står tilbage, vil jeg håbe, at jeg kan anerkende min mands ønske – men jeg ved også, at det kan blive rigtigt vanskeligt. Min datter blev obduceret, og jeg synes fak- En smuk tanke Louise har det godt med sin beslutning i dag. Hun har erkendt, at hun skal dø en dag og lever fint med det. ”Jeg synes, det er en smuk tanke, at man giver noget videre, der kan redde liv. Det er fantastisk, at nogle mennesker får en chance til. At kroppen fungerer sådan, at man kan tage et organ ud og sætte det ind i et andet menneske - og så virker det.” 4 Sund i Syd SEPTEMBER 2015
Side 5
Det var et svært flueben at sætte, men man bør tage stilling til det, selvom det ikke er så rart LOUISE HOFSTEDT NIELSEN TEMA 5 SEPTEMBER 2015 Sund i Syd
