Side 12
Den svære samtale Inden et organ doneres videre fra en døende patient, er det først blevet afklaret, om patienten er egnet, om denne selv har givet tilladelse, eller om de pårørende skal træffe valget. Den afklaring kommer efter en eller flere samtaler mellem personalet og de pårørende. ”D et vigtigste er at sikre, at de pårørende får de rigtige informationer præsenteret, og at de får god tid til at tænke over beslutningen.” Sådan beskriver Christina Rosenlund det mest afgørende i den samtale, hun flere gange årligt har med pårørende til organdonorer. Hun er ansat som læge på Neurokirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital og er den donationsansvarlige læge i Region Syddanmark. Samtalen om organdonation er en del af et samtaleforløb om patienten og dennes pårørende. Selv om det ikke er en let samtale, så mener Christina Rosenlund, at det gør, at de pårørende bliver aktivt inddraget i beslutningsprocessen omkring deres kære, hvilket er en rigtig positiv ting: ”Når det er sikkert, at patienten ikke kan overleve sin hjerneskade og med stor sandsynlighed vil hjernedø, plejer jeg at sige, at vi skal se på, hvad der nu skal ske. Dermed giver jeg familien et valg. De skal tage en konkret beslutning, hvis ikke patienten allerede har registreret sig som donor eller fravalgt det. For mange betyder det den endelige erkendelse af, at deres pårørende skal dø, og det sætter de pårørende i gang med den første del af sorgprocessen.” Forpligtet til at spørge Organdonation kommer kun på tale, når en patient er blevet erklæret hjernedød. Det vil sige, at der skal være en hjernelæsion, der er så alvorlig, at den ikke kan kureres. Det kan være en blodprop, en hjerneblødning, en infektion, hjernesvulster eller skader fx fra et trafikuheld. Nogle gange indtræder hjernedøden efter et længere sygdomsforløb, men i langt de fleste tilfælde bliver en patient erklæret hjernedød i forløbet efter en akut opstået situation eksempelvis efter et trafikuheld, en drukneulykke eller en hjerneblødning. Når det sker, er personalet på regionens sygehuse forpligtet til at tage en samtale med de pårørende om organdonation. I 2014 blev omkring 50 mennesker formodet hjernedøde i Region Syddanmark. Af dem blev cirka 25 godkendt som organdonorer, hvilket vil sige, at deres organer var i god stand. 15 mennesker endte med at donere organer efter, at lægerne havde fået tilladelse fra deres pårørende eller via patientens egen registrering i donorregisteret. TEKST: MIRA BORGGREEN FOTO: RUNE BORRE-JENSEN HVORNÅR ER MAN HJERNEDØD? I Sundhedslovens § 176 står der: ”En persons død kan konstate res ved uopretteligt ophør af ån dedræt og hjertevirksomhed el ler ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion”. For at konstatere om hjernedø den er indtrådt, foretager læger ne to undersøgelser af hjernen med en times mellemrum. Un dersøgelsen omfatter de reflek ser, der udgår fra hjernestam men – blandt andet pupilrefleks, blinkerefleks, smerterefleks, ho sterefleks og vejrtrækningsre fleks. Hvis undersøgelserne ikke fremkalder nogen form for reak tion, er hjernens funktion op hørt. De nerveimpulser, som er nødvendige for at opretholde li vet, sendes ikke mere, og læger ne kan med sikkerhed fastslå, at patienten er hjernedød. Der skal to læger til at erklære en patient for hjernedød. Den ene skal være den læge, som har behandlet patienten i den sidste fase af sygdommen, og den anden skal være special læge i neurokirurgi eller neuro medicin. Kilde: www.organdonation.dk Christina Rosenlund er læge på Neurokirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital og den donationsansvarlige læge i Region Syddanmark. Hun er en af de syddanske læger, der har flest samtaler med pårørende omkring organdonation hvert år. 12 Sund i Syd SEPTEMBER 2015
Side 13
? En samtale i flere etaper ”Vi begynder aldrig samtalen med at tale om organdonation. Det første, vi taler om, er patientens situation, og i løbet af samtalen fortæller vi familien, at det ser sort ud, og at deres pårørende kommer til at dø. Alle forløb er individuelle, men ofte tager man en kort pause efter første samtale, så familien kan få lov at sunde sig og måske tilkalde andre pårørende.” Efter et par timer sætter alle parter sig igen sammen. Allerede inden første samtale har personalet afklaret, om patienten er registreret i donorregisteret og lavet en vurdering af, om patienten er egnet som organdonor, da de pårørende måske selv bringer organdonation op tidligt i samtaleforløbet. ”Det er afgørende, at vi som læger og sygeplejersker er godt klædt på fra start og kan svare på de pårørendes spørgsmål - især om hjernedød og organdonation - for det giver dem den tryghed, de har brug for i forhold til at stole på vores faglighed og vejledning,” siger Christina Rosenlund. De svære spørgsmål Sund i Syd har stillet den donationsansvarlige læge i Region Syddanmark, Christina Rosenlund, nogle af de svære spørgsmål om hjernedød og organdonation. Kan man være sikker på, at patienten virkelig er hjernedød? Ja. De reflekser, lægerne tester for, fx pupilrefleks, smerterefleks og vejrtrækningsrefleks, kan ikke undertrykkes med viljens kraft og vil vise sig, selv om patienterne er dybt bevidstløse på grund af deres skader. ? Risikerer man som donor at blive betragtet som en reservedel i stedet for en patient, der skal reddes? Enhver patient betragtes som et menneske, og der bliver gjort alt for at helbrede de patienter, der bliver indlagt. Hjernedød og organdonation kommer ikke på tale, før alle behandlingsmuligheder er afprøvet eller udelukket. Når man får stillet hjernedødsdiagnosen, er det fordi, man har valgt at være donor, eller ens pårørende har valgt det for en. Men man ville dø hjernedøden, uanset om man fik stillet diagnosen eller ej. Valget går kun på, om man vil benytte sig af tilbuddet om at blive donor, før man bliver koblet fra respiratoren. Kan en hjernedød komme til live igen? Der er ingen mulighed for at vågne op igen, når man er hjernedød. Hjernedød må ikke forveksles med koma, der er en tilstand, hvor man er dybt bevidstløs, men hvor hjernens vigtigste funktioner er mere eller mindre intakte. Der kommer blod rundt i hjernens væv, når man er i koma. Når man er hjernedød, kommer der intet blod til hjernen. God kommunikation er afgørende Til en samtale med pårørende er der to til fem læger og sygeplejersker til stede. Det tilstræbes, at de fagpersoner, der tager samtaler med pårørende, har gennemgået The European Donor Hospital Education Programme. Et kursus, der med skuespillere og rollespil træner personalet i at tackle situationen med de pårørende og kommunikere tydeligt: ”Vi kommer med dårligt nyt, og kort tid efter beder vi dem om at tage stilling til organdonation. Det kræver klar kommunikation og evnen til at sætte sig selv helt til side,” forklarer Christina Rosenlund og fortsætter: ”Det er ikke min fireårige datter, der er faldet ned fra et gyngestativ og aldrig vågner op. Mine følelser er irrelevante. Derfor råder jeg også altid folk til at tage sig god tid til at tænke over tingene, før de tager stilling. Mit job er at give dem information og støtte nok til, at de kan tage stilling selv. For selvom der er brug for organerne, er det vigtigste i den samtale, vi har, at de pårørende får information og tid nok til at tage den helt rigtige beslutning for dem selv og deres kære. For det skal være en beslutning, de kan leve videre med resten af livet.” Kan man blive for gammel til at blive donor? Nej. Alderen er i sig selv ikke afgørende. Det er organernes og den generelle helbredstilstand, der bestemmer, hvorvidt en patient kan blive organdonor. Hvor længe går der, fra en patient er hjernedød, til patientens hjerte holder op med at slå? Der kan gå alt mellem et par timer til et par dage, fra en patient er hjernedød, til hjertet holder op med at slå. Selv om man lader en hjernedød patient fortsætte med respiratorbehandling, vil den manglende stimulation fra hjernen gøre, at hjertet holder op med at slå på et tidspunkt - oftest i løbet af fire til fem dage. TEMA Gør det ondt på patienten, når organerne fjernes? Nej, det gør det ikke. Patienten er død og kan derfor ikke mærke nogen form for smerte. SEPTEMBER 2015 Sund i Syd 13
