Side 2
Hvad er dysfagi? Dysfagi er en nedsættelse af din evne til at kunne synke, spise og drikke. Ved dysfagi kan mad og drikke komme i den "gale hals". Dysfagi er et symptom ved mange sygdomme og tilstande. Årsagen til dysfagi kan være påvirkning af de muskler og nerver, som styrer den normale tygge- og synkefunktion. Det synlige tegn vil ofte være hoste eller en uklar stemme, efter du har spist eller drukket. Risiko ved at spise og drikke ved dysfagi Der er risiko for at få lungebetændelse, under- eller fejlernæring og væskemangel, hvis de råd og anbefalinger omkring mad og drikke, som gives af plejepersonalet og ergoterapeuten ikke bliver overholdt. Ved patienter med dysfagi vil ergoterapeuten sætte et skilt/ark op med restriktioner. Disse restriktioner skal overholdes. Hvordan diagnosticerer man dysfagi? Dysfagi kan være vanskelig at diagnosticere udelukkende ved kliniske tegn. Derfor vil din evne til at synke blive undersøgt på forskellige måder. Det kan dreje sig om: Vandtest Du vil under overvågning af plejepersonale skulle synke mindre afmålte portioner vand. Personalet observerer, om du kommer til at fejlsynke og dermed hoste, imens du drikker vandet, eller efterfølgende når du har sunket vandet. Undersøgelse af mund og svælg Ergoterapeuten undersøger dine forudsætninger for at kunne spise og drikke - blandt andet ved at vurdere din mimik, tungens funktion, følesansen i munden, din stemme og dit åndedræt. 2
Side 3
Undersøgelse af din evne til at spise og drikke Ergoterapeuten afprøver forskellige konsistenser af mad og drikke sammen med dig. Dette gøres for at afdække hvilke konsistenser du kan tygge og synke på sikker vis. Undersøgelse ved hjælp af apparatur Øre-næse-hals-lægen kan undersøge din synkefunktion ved hjælp af en kikkertundersøgelse. Træning Det er ergoterapeuten, der træner med dig eller giver dig råd om selvtræning. Træningen kan bestå af flere ting: • Øvelser til at stimulere og træne din muskulatur • Terapeutisk spise/drikke hvor du træner ved at indtage mad/drikke af forskellige konsistenser • Selvtræning efter udleverede øvelser/programmer Sondeernæring Ved korterevarende problemer med at sikre tilstrækkelig ernæring kan der anlægges en nasalsonde. En nasalsonde er en sonde, der løber igennem næsen og ned til mavesækken. Du har herved mulighed for at få tilstrækkelig føde og væske, selvom du ikke kan spise/drikke via munden. Der kan også gives medicin via sonden. Ved længerevarende problemer med utilstrækkelig ernæring, kan der anlægges en PEG-sonde ved en lille operation i maven. Det er lægen, der tager stilling til, om du har behov for en sonde. 3
