Nitroglycerin Til patienter og pårørende Vælg farve Medicinvejledning Medicinnavn Nitroglycerin, Nitrolingual, Glytrin. Findes i flere styrker som resoribletter, der skal placeres under tungen eller som spray, der sprøjtes ind i munden under tungen. Anvendelse Anvendes som forebyggende behandling af hjertekramper umiddelbart før fysisk anstrengelse, kuldepåvirkning, stress o.lign., som plejer at udløse hjertekrampe. Husk altid at sidde eller ligge ned når du anvender Nitroglycerin. Dosering Da virkningen af præparatet indtræder allerede efter få minutter, men til gengæld først aftager efter 10-30 minutter, kan det være nødvendigt at gentage dosis flere gange, før et hjertekrampeanfald klinger af. Man kan roligt gentage dosis efter 2-5 minutter, men er der ingen effekt efter 3 doser, skal man kontakte egen læge, vagtlæge eller ringe 112. Virkning Nitroglycerin udvider blodkarrene og skaber derved øget mulighed for blodgennemstrømning i selve hjertemusklen, ligesom tilløbet af blod til hjertet bedres. Præparatet ophobes ikke i kroppen, og man bliver ikke afhængig af det! Mulige bivirkninger Hovedpine, som typisk aftager, når man har vænnet sig til præparatet. Rødme i ansigtet, kvalme, blodtryksfald og svimmelhed. Hvis man har taget Nitroglycerin, må man ikke tage potensfremmende midler som Viagra eller lignende i 24 timer efter. Har man taget potensfremmende midler, må man modsat heller ikke tage Nitroglycerin ved brystsmerter i 24 timer efter, da det kan udløse livstruende blodtryksfald. Holdbarhed/opbevaring Sprayflasken må opbevares ved stuetemperatur - max. 25 grader. Tjek udløbsdatoen på pakningen så du ved, hvornår det er tid at anskaffe en ny. Øvrige bemærkninger Det kan anbefales, at man tager et par mundfulde vand inden man anvender Nitroglycerin på spray. Venlig hilsen Personalet Kardiologisk Afsnit MK/KARMA & Kardiologisk Ambulatorium Kardiologisk Afsnit Medicinsk Afdeling M/FAM Baagøes Allé 15 . 5700 Svendborg Tlf. 63 20 20 00 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/svem Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/safdm x 1/1 Materiale nr: 134612 12.04.2024
Download PDF fil