Side 4
1. Hvad er modermærkekræft? Modermærkekræft er en kræftsygdom, der opstår i pigmentcellerne i det øverste lag af huden. Pigmentcellerne producerer pigment (melanin), som beskytter huden mod ultraviolet lys, fx sollys og solarielys. Pigmentcellerne findes spredt i det øverste lag af huden og i større samlinger i form af skønhedspletter/modermærker. Hvis pigmentceller bliver omdannet til kræftceller, begynder de at vokse først til siderne og senere også i dybden. Modermærkekræft kan opstå overalt på huden, også på steder som har fået meget lidt eller ingen sol (fx under fødderne). Modermærkekræft kan i sjældne tilfælde opstå i øjet eller i slimhinder. Hvis modermærkekræft ikke behandles, fortsætter det med at vokse til dybere lag i huden og kan potentielt sprede sig via lymfekar og blodkar til andre dele af kroppen. Almindelig hudkræft (basalcelle hudkræft og pladecelle hudkræft) opstår i de upigmenterede celler i huden. Modermærkekræft og forstadier til modermærkekræft konstateres hos ca. 3.000 personer pr. år i Danmark. Antallet af nye tilfælde har været stærkt stigende gennem de sidste 50 år og stiger fortsat. Modermærkekræft ses i alle aldersgrupper, dog sjældent hos børn. Hyppigheden stiger med alderen. Hvad er årsagen til modermærkekræft? Den væsentligste årsag til modermærkekræft er udsættelse for ultraviolet (UV) bestråling fra sollys og solarier. Ca. 85 % af modermærkekræft-tilfælde skyldes UV stråling. Især overdreven soldyrkning, solarium og svære solskoldninger i barndommen og ungdommen øger risikoen. 4
Side 5
Der er mange andre faktorer som også kan øge risikoen for modermærkekræft. Personer med følgende karakteristika er særligt udsatte: • Over 100 modermærker/ skønhedspletter • Flere atypiske modermærker/ skønhedspletter • Lys hud som har svært ved at blive brun • Blond eller rødt hår • Fregner • Blå øjne Personer, der tidligere har haft modermærkekræft, har større risiko for at få en ny modermærkekræft sammenlignet med den øvrige befolkning. Risikoen er forskellig for den enkelte, og afhænger for eksempel af hudtype, solforbrug osv. Samlet set er risikoen for et nyt tilfælde af modermærkekræft ca. 5 % inden for 20 år. I få familier i Danmark er modermærkekræft arveligt. Personer i disse familier har øget risiko for at udvikle modermærkekræft. 5









