Side 2
Basalcellekræft i huden Basalcellekræft (basocellulært karcinom) er en form for hudkræft, hvor knuden vokser meget langsomt og ofte udvikler sig over flere år. Knuden vokser på stedet og breder sig ikke til andre dele af kroppen. Denne form for hudkræft er meget fredelig, men da der efterhånden dannes sår, som vokser og ikke vil hele, er det en god ide at fjerne knuden. Årsagen Basalcellekræft dannes i de fleste tilfælde af den samlede mængde sollys, man får gennem livet. Derfor ses denne kræftform typisk i ansigtet og på håndrygge, hvor man har fået meget sol, året rundt, livet igennem. Folk med udendørs erhverv, ivrige soldyrkere eller personer med lys hud er mere udsat for at udvikle hudkræft. Det er ikke ualmindeligt, at man udvikler to eller flere basalcellekræftknuder. Man skal derfor være opmærksom på langsomt voksende knuder eller sår, der ikke vil hele. Sådanne forandringer bør kontrolleres af en læge. Undersøgelse Når der er mistanke om hudkræft, tager man en lille prøve af knuden. Det kaldes også en biopsi. Prøven undersøges derefter for kræftceller i et mikroskop. Der er to forskellige måder at tage en prøve i huden på. Ved den ene metode tager lægen en såkaldt stansebiopsi, hvor der forsigtigt presses en lille skarpslebet cylinder ned i knuden. På den måde får lægen en hudprøve, som kan undersøges nærmere. Ved den anden metode fjerner lægen en lille del af knuden med en kniv. Ved begge metoder anvendes lokal bedøvelse. 2
Side 3
Behandling Hudkræft behandles ofte ved en lille operation, hvor knuden fjernes. En andre metode er at skrabe knuden væk. Endelig kan man strålebehandle eller frysebehandle knuden. Hvis kræftknuden er meget lille, er det ofte nok at skrabe knuden væk i lokalbedøvelse. Denne behandlingsform kaldes curettage. Hvis knuden er større eller går dybere ned i huden, fjernes den ofte ved en lille operation i lokal bedøvelse. Sidder knuden på et specielt hudområde som for eksempel øjenlågene, læberne, i ar eller i kroniske sår, kan behandlingen være strålebehandling. Når der er svar på den første prøve, og denne har vist hudkræft, aftaler du med lægen hvilken behandling, der er bedst i dit tilfælde. Det afgørende er naturligvis at få alt kræftvæv væk, men også udseendet efter behandlingen spiller en rolle. Resultatet er næsten altid kosmetisk tilfredsstillende. Kontrol Ofte er der ingen kontrol efter behandlingen. I sjældne tilfælde vil en eventuel kontrol aftales individuelt. Helbredelse Hudkræft er en af de former for kræft, hvor mulighederne for helbredelse er størst. Det skyldes blandt andet, at mange opdager sygdommen tidligt og søger læge med henblik på behandling. Forebyggelse Når man har haft hudkræft, er det vigtigt fremover at anvende tætvævet, løstsiddende bomuldstøj, en hat med skygge og solcreme til de hudområder, der ikke dækkes af tøj. Dette vil nedsætte risikoen for, at der opstår nye tilfælde af hudkræft. 3