Side 4

væsentligst på grund af naturlige dødsfald bland de ældre donorer. Hvis man får kræft i den nyre, der er tilbage, og den skal fjernes, kan man som donor selv ende med at få behov for dialysebehandling. Det samme vil være tilfældet, hvis man får ødelagt den tilbageværende nyre ved en trafikulykke eller lignende. Nyrefunktionen vil være god efter donationen. Men vi kan ikke præcis sige, hvor god den vil være. Ofte vil nyreblodprøverne være normale, eller ganske let forhøjede, hvilket er uden betydning. Tal fra USA viser, at 23 donorer ud af 10.000 udvikler nyresvigt i løbet af 15 år. Som ved enhver anden operation er der også risiko for komplikationer ved operationen, hvor nyren tages ud. Det kan være blødning under eller efter operationen. Man kan få sårinfektion eller mindre blod- eller væskeansamlinger i eller omkring operationssåret. Andre får urinvejs- eller luftvejsinfektion. Sjældent opleves kroniske smerter. Fra udlandet ved vi, at risikoen for at dø i forbindelse med donoroperationen er 0,03% - dvs. 3 ud af 10.000 donorer. Rekreation og sygemelding Afhængigt af din jobsituation, skal du sygemeldes i 4 - 12 uger. Hvis du har meget tungt arbejde (f.eks. skovhugger, brolægger osv.) skal du være sygemeldt i 12 uger efter operationen. Hvis du har let kontorarbejde, vil det kun være nødvendigt med 4 - 6 ugers sygemelding. Forskellen skyldes de forskellige belastninger af operationssåret. Varighed af sygemeldingen vurderes og aftales individuelt. Hvis du har behov for yderligere sygemelding, er det vigtigt, at du kontakter Y-ambulatoriet og ikke blot din egen læge. Dette skyldes, at for at du kan få lønkompensation fra staten, er det et krav, at sygemeldingen udgår her fra afdelingen. Økonomi Som udgangspunkt får man udgifter i forbindelse med donationen dækket, og du kan finde uddybende information i pjecen "Økonomi ved nyredonation". Kom til en uforpligtende samtale Hvis du overvejer at donere en nyre, kan du ringe til sekretæren på tlf. 65 41 34 53, for at aftale tid til en uforpligtende lægesamtale. Ved samtalen beskriver vi forløbet ved donation og orienterer om konsekvenserne, og vi svarer på dine spørgsmål. Du har så et godt grundlag at beslutte dig ud fra. Det er en fordel, hvis dine egne pårørende støtter dig i din beslutning. Vi har tavshedspligt og giver ikke oplysninger om mulige donorer videre til den, der skal modtage nyren - eller omvendt. Det gælder både helbredsoplysninger og øvrige forhold. Vi giver dig også mulighed for at deltage i en samtale, hvor den, der skal modtage nyren, deltager. Du har besluttet dig Hvis du ønsker at donere en nyre, beder vi dig om at ringe til sekretæren på tlf. 65 41 34 53 og meddele dette. Hvis du ikke ønsker at donere en nyre, vil vi være taknemmelige for, at du giver sekretæren besked, og du behøver ikke at begrunde hvorfor. Det videre forløb, når du har besluttet dig til at donere din nyre • Du bliver bedt om at gå til egen læge for at få taget blod- og urinprøve, målt blodtryk, vægt og højde. Egen læge skal sende prøvesvarene til transplantationssekretariatet • Hvis der er flere mulige donorer, beslutter vi ud fra prøveresultaterne, hvem der skal gå videre med at få undersøgt vævstype og crossmatch. Crossmatch er en blodprøve, som viser forligelighed med den, der skal have nyren. Der er typisk 4 ugers ventetid på resultatet • Den mulige donor, der i første omgang passer bedst til den, der skal have nyren, bliver herefter indkaldt til et større undersøgelsesprogram • Hvis den primære donor må forkastes, vil den næste mulige donor blive kontaktet med henblik på udredning til nyredonation 4

Side 5

Undersøgelsesprogrammet inden du kan donere Du skal igennem et undersøgelsesprogram, der som udgangspunkt varer 3 dage. Undersøgelserne foregår ambulant, og hvis du kommer langvejs fra, kan du overnatte gratis på Patienthotellet. • Du får primært undersøgt hjerte, kredsløb, nyrer og urinveje og risiko for sukkersyge. Det indebærer også en del blod- og urinprøver, samt måling af dit blodtryk • Det kan blive aktuelt med supplerende undersøgelser. Det vil sige, du skal ikke blive nervøs, hvis en undersøgelse skal gentages, det er blot en sikkerhedsforanstaltning • En sygeplejerske guider dig gennem programmet, og du kan få svar på dine spørgsmål, og du får mulighed for at drøfte overvejelser omkring donationen Ca. 25% af de personer, som tilbyder at være nyredonor, kan ikke bruges som donor. Det kan der være forskellige årsager til. Der er risiko for, at vi ved undersøgelserne opdager, at du selv fejler noget. Hvis det sker, vil vi sørge for, at du bliver henvist til den rette afdeling. Du får besked om, at du kan bruges som donor indenfor 3 - 4 uger efter undersøgelserne. Du kan til enhver tid fortryde din beslutning om at ville donere, også selvom du er begyndt et undersøgelsesprogram. Operationen Dato for operationen Når du både er medicinsk og kirurgisk godkendt til donation orienteres du pr. brev. I brevet oplyser vi tidspunktet for donationen/transplantationen. I får tildelt den første ledige tid med mindre andet er aftalt. 1 uge inden operationen 1 uge inden operationen bliver du og den, der skal modtage din nyre, bedt om at komme i Nyremedicinsk Ambulatorium, hvor lægen og sygeplejersken forbereder jer på indlæggelsen. I skal begge have taget blodprøver, blandt andet skal crossmatchen gentages (den blodprøve, der viser forligelighed). Desuden skal du underskrive en samtykkeerklæring, hvor du giver dit skiftlige tilsagn om at donere en nyre. Du skal regne med, at dette besøg i ambulatoriet tager nogle timer. Indlæggelse dagen før operationen Du og den, der skal modtage nyren, bliver indlagt på Nyremedicinsk Afdeling Y dagen før den planlagte transplantation for at blive gjort klar til operationen. Under indlæggelse kommer I til at ligge på hver sin stue. Operationsdagen Du bliver kørt til operationsgangen om morgenen, og den, der skal modtage nyren, bliver kørt nogle timer senere. Din operation indledes med, at du får lagt kateter i blæren. Dette fjernes samme aften eller næste morgen. Din nyre fjernes først, når kirurgen, der opererer modtageren, oplyser, at man er klar til at indsætte nyren. Din nyre fjernes først, når kirugerne er helt sikre på, at den kan sys fast på modtagerens blodkar. Efter operationen Efter operationen bliver du observeret i nogle timer på opvågningsafdelingen, og herefter kommer du retur til Nyremedicinsk Afdeling Y. I gang efter operationen Det er vigtigt, at du kommer i gang så hurtigst som muligt efter operationen. Fysioterapeuter underviser dig i vejrtrækningsøvelser og hosteteknik samt instruerer dig i, hvordan du kan bevæge dig rundt efter operationen. Det er planen, at du kommer ud af sengen allerede det første døgn efter operationen. Du får den smertestillende medicin, du har brug for. Du bliver dog ikke 100% smertefri, men smerterne er ikke stærkere, end at du kan gå omkring og sove roligt osv. For at forebygge forstoppelse, som er en meget hyppig gene, får du afføringsmiddel. 5

    ...