R-MPV Kort om behandlingen Behandlingen R-MPV består af flere forskellige præparater, der virker mod din sygdom på forskellige måder. Navnet R-MPV kommer af de præparater, der indgår: R = Rituximab (antistof) M = Methotrexat (kemoterapi) P = Procarbazine (kemoterapi) V = Vincristin (kemoterapi) Derudover skal du have væskebehandling døgnet rundt i forbindelse med behandlingen. Behandlingsforløbet Behandlingsforløbet består af flere serier. Du får typisk 3 serier med 4 ugers intervaller. Det præcise antal behandlinger afgøres af sygdomsstadie, samt afhængig af hvor effektivt behandlingen virker på din sygdom. Din behandlingsansvarlige læge vil informere dig nærmere om dette. Du får behandling i drop og som tabletter. Hvis du har et centralt venekateter, får du behandling i det, men du kan også på behandling i perifert venekateter, også kaldet et drop. Du er indlagt under behandlingen. Dog bliver du typisk udskrevet noget af tiden. Du skal altid have taget blodprøver inden en ny behandlingsserie starter. Du vil som regel blive fulgt med MR-scanninger af hjernen, og nogle patienter vil også få lavet undersøgelser af rygmarvsvæsken. Dag 1 På dag 1 får du infusion med antistoffet rituximab. Se beskrivelse af forløb og bivirkninger i den særskilte patientinformation om rituximab. Udover rituximab får du også vincristin som infusion på dag 1. Det tager cirka 10 minutter at få vincristin. Du får derudover procarbazin som tabletter. Dag 2 På dag 2 skal du have infusion med methotrexate. Før det skal du have væskebehandling i fem timer. Væskebehandlingen de første 6 timer består af natriumhydrogencarbonat, der skal få din urin til at blive basisk. Surhedsgraden (pH værdien) af din urin skal måles inden du får MTX. pH værdien skal være 7 eller derover. Dette skal måles 3 gange i døgnet enten af dig selv eller af sygeplejersken, indtil behandlingen er færdig. Infusionen med methotrexate tager lidt over 3 timer. Derudover får du igen procarbazin som tabletter. Dag 3-7 24 timer efter du startede behandling med methotrexate, begynder du at få folinsyre som injektion. Herefter fortsætter indsprøjtninger med folinsyre 4 gange i døgnet, indtil koncentrationen af methotrexate i blodet er tilstrækkelig lav. Kombinationen af væske og folinsyre skal hjælpe med at udskille methotrexate fra kroppen og mindske bivirkninger. Du får dagligt målt koncentration af methotrexate via en blodprøve. Den første måling foretages døgnet efter opstarten af folinsyre. Når koncentrationen er tilstrækkelig lav, kan du stoppe med at få væske og folinsyre. Herefter kan du blive udskrevet. Du fortsætter med at tage procarbazin som tabletter og på dag 7 får du indsprøjtning med pegfilgrastim, også kaldet vækstfaktor . Dag 15-16 På dag 15 bliver du genindlagt og får rituximab og vincristin. På dag 16 får du methotrexate igen. Alle dage får du kvalmestillende tabletter som understøttende behandling. 2/5
Download PDF fil