Brentuximab Vedotin Brentuximab Vedotin er et antistof kombineret med et celledræbende middel Brentuximab Vedotin virker ved at antistoffet (brentuximab) binder sig til molekyler på kræftcellen. Herved bringes det celledræbende middel (vedotin) hen til kræftcellen, hvor det forhindrer kræftcellen i at dele sig, så den går til grunde. Kort om behandlingen Det afhænger af din sygdom og din øvrigt planlagte behandling, hvor tit og i hvor lang tid du skal have brentuximab. Det får du at vide af din læge. Du kan også komme ud for, at din behandling bliver udskudt, hvis din tilstand midlertidigt ikke tillader ny behandling. Din læge vurderer løbende, om du tåler behandlingen eller skal holde pause. Du får normalt behandlingen ambulant. Det vil sige, at du kan tage hjem igen samme dag. Brentuximab Vedotin gives i drop. Du får taget blodprøver dagen før behandlingen på et lokalt sygehus, så lægen kan vurdere, om du er klar til næste behandling. Behandlingen bestilles først på dagen, og der vil derfor være ventetid på 1-2 timer, efter du har talt med lægen. Når du er ankommet til behandling, vil du få anlagt en tynd plastikslange (venflon) ind i en blodåre på armen. Sygeplejersken kontrollerer, at venflonen virker og ligger korrekt. Du får medicinen via en pumpe, der sikrer, at du får medicinen med den rigtige hastighed. Dit venflon bliver fjernet af sygeplejersken, inden du tager hjem. Infusion med Brentuximab Vedotin tager 30 minutter. Ofte gives det sammen med kemoterapi, og derfor kan den samlede behandlingstid i ambulatoriet være længere. Hvis du kun får behandling med Brentuximab Vedotin, vil du sandsynligvis kunne have en hverdag, som du plejer. Spis og drik, så du får godt med næring. Det er ikke tiden til slankekur, mens du er i behandling. Sørg for at få frisk luft og motion og god nattesøvn. Hvis du er i tvivl om noget, er du altid velkommen til at kontakte afdelingen. 2/5
Download PDF fil