Døgnblodtryksmåling Til patienter og pårørende Vælg farve Patientvejledning til døgnblodtryksmåling Formål: at foretage en præcis vurdering af dit blodtryk under hverdagsomstændigheder. Forberedelse: 1. Det er praktisk hvis du møder med løstsiddende tøj på overkroppen, fx en T-shirt. 2. Forvent, at det tager ca en halv time at vise dig apparatet og montere det. 3. Det er meningen, at målingen skal finde sted en ganske almindelig dag, hvor du foretager dig det, du plejer derhjemme eller på arbejde, blot kan du ikke dyrke sport i måledøgnet. Praktiske forhold: 1. Sygeplejersken klargør og programmerer apparatet samt foretager prøvemålinger 2. Blodtryksmanchetten på overarmen forbindes med en gummislange til måleapparatet, der hænger i en rem rundt om halsen/skulderen. 3. Målingerne foregår automatisk, så man skal normalt ikke røre ved knapperne, før døgnet er ovre, og apparatet slukkes. 4. Om dagen fra kl 7-22 måler apparatet hver halve time. Det er meget vigtigt, at armen holdes fuldstændigt i ro og er nogenlunde strakt, mens målingen foregår. I tilfælde af fejlmåling vil apparatet foretage en ny måling efter ca. 2 minutter. 5. Om natten fra kl 22-07 måler apparatet hver time. Det er en fordel at vikle apparatet ind i et håndklæde om natten, så du forstyrres mindst muligt. Hvad skal jeg gøre hvis apparatet måler om gang på gang? Hvis målingen mislykkes, skyldes det ofte uro. Apparatet vil herefter selv gentage målingen efter få minutter. Ved hyppige og generende ommålinger prøv da først at holde armen helt i ro. Hjælper det ikke, kan du forsøge at ændre lidt på placeringen af manchetten. Hjælper det heller ikke, kan det være nødvendigt at tage apparatet af. De målinger, der allerede er foretaget, huskes af apparatet. Du kan forsøge at tage manchetten på igen, og målingerne vil fortsætte. En igangværende måling kan afbrydes ved tryk på den hvide knap foroven. Undgå om muligt at slukke apparatet. Badning: Apparatet tåler ikke vand. Du må derfor ikke tage bad. Odense Universitetshospital Hæmatologisk Afdeling X Tlf. 65 41 11 52 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odexpatient Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdx x 1/2 Materiale nr: 177549 03.08.2023
Download PDF fil