BorLenDex Kort om behandlingen Bortezomib (Velcade), Lenalidomid og Dexamethason er stoffer, der har hver deres effekt på din sygdom og i kombination har de større effekt. Bortezomib nedsætter antallet af kræftceller, så de raske celler får mere plads og nedbrydningen af knoglevæven mindskes. Lenalidomid stimulerer celler i kroppens eget immunsystem, så de angriber kræftcellerne. Stoffet påvirker også kræftcellernes miljø, så cellerne får dårligere vilkår til at vokse og dele sig. Dexamethason er et binyrebarkhormon, som er med til at mindske antallet af kræftceller. Din behandling foregår dels i afdelingen og dels i eget hjem Vi giver Bortezomib i afdelingen, og tabletten Dexamethason skal du tage derhjemme. Vi giver behandlingen i serier på 21 dage (3 uger), hvor du får behandling de første 2 uger og derefter har en uges pause,og derefter starter du en ny behandlingsserie. Antallet af serier afhænger af dit sygdomsforløb. Ud fra en lægefaglig vurdering kan du også få Bortezomib derhjemme, hvor du selv administrerer behandlingen. Din læge og sygeplejerske vil fortælle om dit konkrete behandlingsforløb. Du får Bortezomib som indsprøjtning Bortezomib får du som indsprøjtning to gange om ugen i mave eller lår. Lenalidomid og Dexamethason er tabletter Vi giver Lenalidomid i behandlingsserier på 14 dage med en pause på 7 dage. Du starter derefter på en ny behandlingsserie. Du skal tage Lenalidomid sammen med et stort glas vand på cirka samme tidspunkt hver dag. Hvis du får flere tabletter af Lenalidomid pr. dag, skal du tage dem alle sammen på en gang. Nogle patienter vil opleve, at vi nedsætter mængden af Lenalidomid i løbet af behandlingen. Du skal også tage Dexamethason om morgenen. Dexamethason kan gøre dig rastløs, og derfor kan du have svært ved at sove, hvis du tager stoffet om aftenen. Det er vigtigt, at du synker Lenalidomid og Dexamethason hele. Din dosis Dexamethason afhænger af dit sygdomsforløb. Din læge og sygeplejerske vil fortælle dig om dit konkrete behandlingsforløb Du får jævnligt taget blodprøver for at se, hvordan behandlingen virker, og hvordan du tåler den. Sideløbende får du medicin, der beskytter dig mod virusinfektion, da du vil blive lettere modtagelig for dette under behandlingen. 2/6
Download PDF fil