Side 2

BCNU, Thiotepa og stamcellestøtte Kort om behandlingsforløbet Den kemobehandling, du skal igennem, er så kraftig, at den ikke kun slår kræftcellerne ihjel. Den slår også knoglemarvens raske stamceller ihjel. Hvis du ikke får tilbageført stamceller efter den kraftige kemoterapi, kan din krop derfor ikke producere blodceller efter behandling med højdosis kemoterapi. At du har fået høstet stamceller før kemoterapien, betyder, at du derefter kan få tilbageført stamceller, som er upåvirkede af behandlingen. Stamcellerne bidrager til, at den normale knoglemarvsfunktion kan genoprettes og fungere fremover. Hvad er stamcellehøst? Stamcellehøst er en procedure, hvor du midlertidigt får udtaget en portion stamceller. Stamcellerne befinder sig normalt inde i din knoglemarv, hvor de danner røde og hvide blodlegemer og blodplader. Behandlingen med kemoterapi og vækstfaktor stimulerer din knoglemarv til at øge produktionen af stamceller så meget, at de bliver frigivet fra knoglemarven og bevæger sig ud i dit blod. Fra blodet er det muligt at høste stamcellerne. Når stamcellerne er høstet, fryses de ned indtil den dag, du skal have dem tilbage. Behandlingsforløbet består af 3 faser : 1. Den indledende fase, hvor din knoglemarv stimuleres til at producere flere stamceller, så der er nok stamceller at høste af 2. Stamcellehøsten, hvor dine ekstra stamceller høstes og nedfryses 3. Den afsluttende fase, hvor du får højdosis kemoterapi og får tilbageført de høstede stamceller. 2/13

Side 3

BCNU, Thiotepa og stamcellestøtte Fase 1: Knoglemarven stimuleres til at danne flere stamceller I første fase skal din knoglemarv stimuleres til at danne så mange stamceller, at vi kan høste dem. Det sker ved en kombination af kemoterapi og vækstfaktor. Bestil gerne en tid hos din tandlæge til eftersyn og tandrens, inden du starter behandlingen. Især hvis det er mere end tre måneder siden, du sidst har været hos tandlægen. Det forebygger infektion i mund og tænder. Før du går i gang med din behandling, bliver du tilset af vores tandplejer. Efter 2. eller 3. behandling er der planlagt stamcellehøst. Den indledende behandling til stamcellehøsten er i dit tilfælde den samme kur, som du ellers får i dit behandlingsforløb. Når du har fået kemoterapi i forbindelse med stamcellehøsten, vil du få udleveret sprøjter med vækstfaktor, du skal tage hjemme. Du vil få grundig vejledning og få udleveret en pjece. Hvis du selv ønsker at tage medicinen, viser vores sygeplejerske dig eller en pårørende teknikken. Hvis du foretrækker det, kan vi bestille en hjemmesygeplejerske til opgaven. I pjecen står datoen for opstart af sprøjterne med vækstfaktor. De skal tages en gang dagligt mellem kl. 8 og 10. Den eller de dage, hvor du skal have foretaget selve stamcellehøsten, er det meget vigtigt, at tager indsprøjtningen med vækstfaktor allerede kl. 6. Tidspunktet er vigtigt for planlægningen i Blodbanken, som er dem, der står for selve stamcellehøsten. BIVIRKNINGER VED VÆKSTFAKTOR Ømhed eller smerter i knoglerne Vækstfaktor kan give dig symptomer som ømhed eller smerter i knoglerne specielt i bækken, lænd og lår. Det er et tegn på, at medicinen virker, og at din knoglemarv arbejder på at frigive stamcellerne. Hvis du får mange smerter, må du gerne tage almindelig smertestillende medicin som fx Paracetamol/Pamol, som kan købes i håndkøb på apoteket. Du skal dog være opmærksom på, at Paracetamol/Pamol sænker din temperatur, og derfor kan det være svært for dig at vurdere, om du har feber. Feber, der skyldes infektion, vil dog sjældent kunne holdes vedvarende nede af Paracetamol/ Pamol. Husk, at du altid kan kontakte os, hvis der er noget, du er utryg ved. 3/13

    ...