Side 2

Thalidomid Kort om behandlingen Du er blevet tilbudt en behandling af din kræftsygdom med stoffet Thalidomid. Det er et såkaldt immunmodulerende middel, der aktiverer nogle specielle celler i kroppens eget immunsystem og får dem til at angribe kræftcellerne. Thalidomid påvirker også det miljø, der omgiver kræftcellerne, og på den måde får kræftcellerne dårligere vilkår til at vokse og formere sig. Behandlingsforløbet Thalidomid er kapsler, som du skal tage hver dag. Tag kapslerne med Thalidomid om aftenen, lige før du går i seng. De virker nemlig beroligende og søvndyssende, så det giver god mening at sove fra behandlingen. Du skal tage kapslerne mindst en time efter et måltid. Synk kapslerne hele sammen med et glas vand. De må ikke knuses. Hos de fleste patienter bliver dosis af Thalidomid gradvist øget over nogle uger. Det er meget individuelt, hvor længe du skal fortsætte med at tage kapslerne. Du vil få taget blodprøver løbende, så vi kan evaluere behandlingen og din reaktion på den. Lægen vil ofte øge eller sænke dosis undervejs ud fra, hvordan du og din krop reagerer på behandlingen. Du kan også få tilbudt andre præparater sammen med Thalidomid. Der kan også være perioder, hvor du holder pause med Thalidomid. Specielle forholdsregler I starten af behandlingen med Thalidomid må du ikke køre bil eller betjene farlige maskiner pga. medicinens sløvende effekt. Efter en uges tid har kroppen i nogen grad vænnet sig til medicinen, så du kan køre bil igen, men vær forsigtig under hele behandlingsforløbet, og lad være med at køre lange stræk. Du bør generelt ikke tage anden beroligende medicin eller sovetabletter sammen med Thalidomid. Tal med lægen, hvis føler, du har behov for det. Mens du får Thalidomid, bør du også være forsigtig med alkohol, da medicinen forstærker virkningen af det. Thalidomid kan nedsætte lysten til sex hos både mænd og kvinder og/eller evnen til at få rejsning hos mænd. Tal med os på Afdeling X om det, hvis du oplever det som et problem. 2/5

Side 3

Thalidomid BIVIRKNINGER Døsighed Døsighed er en af de hyppigste bivirkninger ved Thalidomid. Du kan føle dig meget træt, energiløs, sløv eller måske lettere omtåget. Nogle patienter oplever også humørskift, og enkelte kan få en egentlig depression. Døsigheden vil som regel aftage efterhånden, som din krop vænner sig til stoffet. Tal med din læge om det, hvis du føler, at døsigheden påvirker din hverdag og livskvalitet meget. Lyt til din krop og hvil dig, hvis døsigheden overmander dig i dagtimerne Nedsæt forventningerne til dig selv i forhold til daglige gøremål Søg hjælp i hverdagen. Føleforstyrrelser Thalidomid kan påvirke nervesystemet. Det vil i så fald vise sig som føleforstyrrelser i hænder eller fødder, specielt i fingre og tæer. Det føles oftest som en sovende fornemmelse, men kan også opleves som prikken, snurren, stikken. Nogle kan få svært ved at knappe knapper, strikke, sy eller gå op og ned ad trapper. Mænd kan opleve at følsomheden omkring penishovedet ændrer sig, og de kan få rejsningsproblemer. Kvinder kan på samme måde opleve, at følsomheden omkring klitoris ændrer sig. Når nerverne bliver påvirket, kan det give dig nogle såkaldte nerve-smerter, som kan føles lynende, jagende og stødende inde i kroppen. Hvis du har oplevet den form for smerter fra et tidligere forløb, kan de blive værre af at tage Thalidomid. Påvirkningen af nerverne sker typisk, hvis du er i behandling over længere tid og er derfor ikke så udbredt i starten af et behandlingsforløb. Fortæl det til lægen eller sygeplejersken på Afdeling X, hvis du oplever, at dine nerver bliver påvirket. Det kan nemlig blive permanent, hvis du fortætter med medicinen. Tag et varmt bad, eller læg enten et varmt eller koldt omslag lokalt, der hvor du er generet Giv dig selv blid massage eller få én til at give dig det Beskyt hænder og fødder undlad eksempelvis at gå med bare fødder; brug handsker i koldt vejr Gå med behagelige sko/støvler med en skridsikker sål, så du ikke udfordrer balancen unødigt. Plej huden på hænder og fødder med creme. Svimmelhed Påvirkningen af nervesystemet kan også gøre dig svimmel. Svimmelheden opstår især i forbindelse med, at man skifter stilling. Tag dig god tid og rejs dig gradvist og langsomt fra liggende eller siddende stilling. Forstoppelse Thalidomid giver forstoppelse. Risikoen øges, jo højere dosis Thalidomid, du skal tage. Det vil ofte være nødvendigt at tage et afføringsmiddel. Afføringsmidler kan købes på apoteket uden recept (f.eks. Picolon-dråber eller Movicol-pulver). Vi er klar til at vejlede om, hvad der er bedst for dig. Drik rigeligt med væske, gerne 2-3 liter hver dag Bevæg dig så meget som muligt i løbet af dagen. Er du sengeliggende, stopper maven lettere. Spis fiberrig mad, f.eks. grøntsager, hvedeklid, hørfrø eller tørrede frugter som svesker, abrikoser og rosiner 3/5

    ...