Hydroxyurea (Hydrea) Behandling med Hydrea Hydroxyurea er en behandling til flere forskellige kræftsygdomme. I daglig tale bliver behandlingen blot kaldt Hydrea. Sådan virker Hydrea Hydrea er en form for kemoterapi. Det virker ved at hæmme cellens opbygning af bl.a. DNA (cellens genetiske kode). Det aktive stof hydroxycarbamid mindsker især celledelingen hos celler, der deler sig hurtigt. På den måde bremses overproduktionen af celler, som er ét af sygdomstegnene. Stoffet kan dog ikke skelne mellem syge og raske celler i kroppen. Derfor påvirker medicinen også de normale celler, hvilket er årsagen til de bivirkninger, du kan opleve. Behandlingsforløbet Behandlingen med Hydrea er tilrettelagt specielt til dig, så du kan ikke sammenligne dit forløb med andre patienter, som får den samme medicin. Det, som dog er kendetegnet ved behandlingsforløb med Hydrea, er, at behandlingen ofte er langvarig og strækker sig flere måneder. Vi følger dig hele tiden og tager hyppigt blodprøver under forløbet for at se, hvordan din krop tåler og reagerer på behandlingen. Sådan tager du Hydrea Hydrea kommer som kapsler, der skal synkes hele. Kapslerne er store. Hvis du har problemer med at synke dem, kan det måske hjælpe at tage dem sammen med noget tyktflydende som yoghurt, frugtgrød eller lignende. Du kan med fordel tage kapslerne lige inden, du går i seng. På den måde kan du ofte sove dig fra nogle af bivirkningerne, eksempelvis kvalme. Drik 2-3 liter vand om dagen Hydrea nedbryder mange celler i kroppen, og affaldsstofferne fra disse passerer ud af kroppen gennem nyrer og urinveje. Du skal derfor drikke rigeligt, mens du får behandlingen gerne 2-3 liter dagligt. Dermed beskytter du nyrerne bedst muligt. Graviditet og amning Hvis du eller din partner har ønske om graviditet, bør du som hovedregel undgå behandling med Hydrea. Det vil dog altid være en afvejning mellem fordele og ulemper. Tal med din læge om det så tidligt som muligt, hvis du har et ønske om at få børn, så behandlingen kan tilrettelægges bedst muligt for dig. Du må ikke tage Hydrea, hvis du ammer. 2/5
Hydroxyurea (Hydrea) BIVIRKNINGER Påvirkning af blodcellerne En almindelig bivirkning til Hydrea er påvirkning af den raske knoglemarv, hvor dine blodceller dannes. Det kan påvirke både: • De røde blodlegemer (i daglig tale kaldet hæmoglobin), der bærer ilt rundt i kroppen • De hvide blodlegemer (også kaldet leucocytter), der udgør dit immunmforsvar. • Blodpladerne (trombocytter), der medvirker til at standse blødning. Når du holder pause med medicinen eller er helt færdig med behandlingsforløbet, vil antallet af blodceller stige gradvist igen. Infektion Når du har færre hvide blodlegemer, svækkes dit immunforsvar, og du har derfor større risiko for at få en infektion. Hvis du får en infektion, skal vi have den behandlet hurtigst muligt. Kontakt afdelingen med det samme, hvis du oplever: • Temperatur over 38,5 • Almen utilpashed, svimmelhed og kulderystelser. Lægen vurderer, om du skal indlægges og behandles. Hvad kan du selv gøre for at undgå infektioner: • Hold god håndhygiejne: Vask hænder efter toiletbesøg og før måltider • Undgå direkte kontakt med personer, der hoster, er forkølede eller har feber • Drik rigelig væske (2-3 liter om dagen) for at undgå blærebetændelse. Blødning Tabletterne kan også gøre, at du har lettere ved at begynde at bløde, og at blødningen er sværere at stoppe igen. Det gælder både, hvis du skærer dig eller får rifter eller blødning fra åbninger som næse, eller tandkød, øget menstruation osv. Det skyldes, at behandlingen kan få antallet af blodplader til at falde. Blodpladerne er med til at standse blødninger. Hvilke symptomer skal du især være opmærksom på: • Blødning fra næse, mund eller skede • Mange blå mærker eller små røde prikker i huden, specielt på benene • Blod i afføring eller urin. Vær forsigtig, når du børster tænder, specielt i forhold til tandkødet Undlad så vidt muligt at pudse næse Kontakt afdelingen med det samme, hvis du begynder at bløde og ikke kan stoppe det. Blodmangel (lav blodprocent) Hvis du føler dig meget træt, har åndenød eller hjertebanken, kan det skyldes, at din blodprocent er faldet. Det kan ske, hvis medicinen også påvirker dine røde blodlegemer. Tal med os på afdelingen om dine symptomer. Bliver det udtalt, kan du få brug for en blodtransfusion. Vær opmærksom på: • Åndenød • Hjertebanken. 3/5